Der er blevet sagt klart ‘nej tak’.
Når danskerne er blevet spurgt ind til at indgå i det europæiske eurosamarbejde og skifte euroen ud med den danske krone, så er den europæiske møntfod blevet afvist.
Men står det til EU, så skal samtlige medlemslande indføre euroen inden 2025, som EU-politikere på et hemmeligt møde i Strassbourg har diskuteret, skriver den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung.
Mødets formål var at informere EU-parlamentets medlemmer om et kommende debatoplæg, som EU-kommisionen vil præsentere om ti dage, og de tilstedeværende politikere blev udtrykkeligt bedt om ikke at tage notater under mødet.
Ifølge et hemmeligt notat, som avisen har fået adgang til, så har EUs finanskommissær Pierre Moscovici og EU-kommissær med ansvar for eurosamarbejdet Valdis Dombrovskis diskuteret indførslen af euroen i samtlige medlemslande, samt et forslag om en fælles skat, som skal styrke økonomien i EU-samarbejdet.
Men at Danmark, samt andre europæiske lande skal indføre euroen inden 2025 er en 'misforståelse', lyder det fra EU. Men landene bør i stedet forberede sig på at indgå i euro-samarbejdet.
- Der er opstået en vis forvirring. Det, vi diskuterer i det kommende reflektionspapir, er fuldbyrdelsen af den økonomiske og monetære union (euroen, red.). Det betyder ikke, at EUs medlemslande skal gå med i euroen. Der findes ingen specifik tidsgrænse, men vi opfordrer naturligvis alle medlemslande til at gøre de nødvendige forberedelser, siger EU-kommissær med ansvar for eurosamarbejdet Valdis Dombrovskis på Europakommissionens svenske hjemmeside, ifølge BT.
De EU-lande som i dag står udenfor eurosamarbejdet er Danmark, Sverige, Polen, Tjekkiet, Bulgarien, Ungarn og Rumænien.