Messerschmidt ramt af hærværk mod EU-valgplakater

admin

10 år siden

|

06/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Historien om hærværk går igen for Dansk Folkepartis spidskandidat, Morten Messerschmidt. Nogle har natten til tirsdag i Grenaa fjernet hundrede valgplakater før EU-parlamentsvalget. Hans plakater blev også udsat for hærværk ved EU-parlamentsvalget i 2009.

- 100 valgplakater er taget ned i min gamle valgkreds til Folketinget. Det er jo træls. I 2009 blev mine billboards (vægplakater) og plakater overmalet og fjernet. Jeg havde håbet, at vi var kommet videre. Så det er lidt forstemmende, siger Morten Messerschmidt.

Han vil anmelde hærværket til politiet. I 2009 hængte gerningsmænd hans nedtagne valgplakater op efter EU-parlamentsvalget, så Morten Messerschmidt risikerede bøder, fordi han ikke fjernede sine valgplakater inden fristen.

- Det er rendyrket chikane. Da der er tale om hærværk og tyveri, vil jeg selvfølgelig politianmelde det. Jeg har hørt, at der også skal have været hærværk mod andre kandidaters plakater i Hillerød, Birkerød og i Klampenborg, siger Morten Messerschmidt.

- Det er et attentat mod hele valget, at man ikke kan have sine plakater hængende i fred.

Venstres kandidat Nicolai Svejgaard har mistet 25-40 valgplakater på Knippelsbro i København. Hærværket skete fra lørdag 3. maj, da partierne hængte deres valgplakater op.

- Plakaterne er systematisk revet ned på Knippelsbro, hvor de borgerlige kandidater er ramt. Ganske få timer efter, plakaterne var hængt op, var nogle i gang med at vandalisere dem, siger Nicolaj Svejgaard.

Socialdemokraternes spidskandidat, Jeppe Kofod, kender ikke til omfattende hærværk mod sine plakater i valgkampen.

- Det har jeg ikke hørt om. I kommunalvalget prøvede nogle af de radikale, islamistiske grupper at ødelægge vore kandidaters valgplakater, siger Jeppe Kofod.

/ritzau/