Messe: Gram Slot er klar til stort rykind

Elo Christoffersen

11 år siden

|

05/09/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Gram Slot står foran sit største arrangement til dato. Med omkring 150 udstillere og et væld af aktiviteter har Gram Slot nået et foreløbigt højdepunkt, hvad de store messer angår.

- Ved weekendens outdoormesse kulminerer lang tids planlægning og mange ting går op i en højere enhed: Udstillere fra hele landet indtager hele Gram Slots område, de mange frivillige fra de lokale foreninger sælger billetter og serverer burgere og grillpølser, og vi er klar med blandt andet lerdueskydning, klatring, sejlads på slotssøen, ATV-kørsel, heste- og hundeopvisninger og meget mere, fortæller slotsejer,  Svend Brodersen.

Nemt for publikum

Det store parkeringsareal er en af Gram Slots store styrker.

- Det er nemt for folk at komme hertil, fordi der er mange indfaldsveje til Gram. Og vi har indrettet et kæmpe parkeringsareal, så man kan holde lige ved siden af indgangen, siger Svend Brodersen.

Læs også: Slotsejer vil bygge Nordeuropas største amfiscene

Det er gratis at parkere, ligesom langt de fleste af aktiviteterne ved messen er gratis, når entreen er betalt.

Travlhed i køkkenerne

Som gæst er det nemt at få stillet sult og tørst ved messen på Gram Slot. Hele seks serveringssteder er klar og her byder Gram Slot på lækker mad, der blandt andet baseret på råvarer fra slottets eget økologiske landbrug.

- Der har været travlhed i vores to køkkener op til messen. 'Vi er klar med burgere, grillpølser, frikadeller og gullashsuppe. Det meste af kødet er fra vores egne økologiske grise og ungkvæg, så vi glæder os til at byde publikum på mad fra vores egen "baghave", slutter Svend Brodersen.

Der er åbent lørdag og søndag fra klokken 10-16.