* Vytenis Povilas Andriukaitis, sundhedsminister for EU-formandslandet Litauen, der har siddet for bordenden ved forhandlingerne:
- Det er kun et første, men vigtigt skridt mod at beskytte folkesundheden og at harmonisere markedet for tobaksprodukter på EU-niveau.
* Peder E. Jepsen, direktør i Tobaksproducenterne:
- Direktivet er et stort indgreb mod forbrugere og virksomheder. Store billedadvarsler, regulering af pakkens udformning og et forbud mod mentolcigaretter er mere udtryk for spekulation og eksperimenter end saglig regulering.
* Monika Kosinska, generalsekretær for European Public Health Alliance:
- Europa betaler en voldsom pris for tobak - både økonomisk og på folkets sundhed og velbefindende. Dagens beslutning bringer folk i Europa et skridt tættere på tobaksregulering, der opfylder behovet og beskytter os fra misledende markedsføring.
* Tonio Borg, EU's sundhedskommissær:
- Denne aftale - når den er godkendt af det samlede parlament og medlemslandenes ministre - betyder, at det nye direktiv kan sikre, at tobaksprodukter ligner og smager som tobaksprodukter og hjælper med at undgå, at unge mennesker begynder at ryge.
* Simon Emil Ammitzbøll, sundhedsordfører for Liberal Alliance:
- Det er trist, at EU på den måde blander sig i helt borgernære beslutninger, og det har aldrig været meningen med projektet.
/ritzau/