Afsløring kort før Emilie Meng-sagen skal for retten: De vil være i salen

Skrevet af Nicolai Haugsted

2 uger siden

|

01/05/2024
Foto: Privat / Politi
Foto: Privat / Politi
Interessen for den rystende sag er markant højere end man skulle tro

Dagens topnyheder

Hvad der har udviklet sig til en af de mest horrible og omtalte tragedier i den seneste tid herhjemme, har også fået udlandet til at spærre øjnene op.

Med en international forsamling af journalister, strækker interessen omkring den kommende retssag i Næstved sig langt ud over Danmarks grænser.

Seksten mediehuse, herunder tre fra udlandet, har sikret sig en plads i retssalen, hvor en 33-årig mand står tiltalt for alvorlige forbrydelser, herunder mordet på Emilie Meng.

Det skriver Se og Hør.

Retsprocessen bliver derfor noget mere omsiggribende, idet både danske og internationale medier – fra Norge og Tyskland – vil være til stede.

Sagen, der har fanget bred offentlig opmærksomhed, omhandler forsvindingen og mordet på 17-årige Emilie Meng tilbage i juli 2016 fra Korsør Station. Ud over anklagerne om mord, er den tiltalte også beskyldt for forsøg på bortførelse og voldtægt af en 15-årig efterskoleelev i november 2022 samt bortførelse og grove seksuelle overgreb mod en 13-årig pige i april 2023.

Retten i Næstved har taget ekstraordinære forholdsregler for at håndtere det forventede tilskuerpres. To yderligere lokaler vil blive taget i brug for at muliggøre videostreaming af retssagen, således at alle, der ønsker det, kan få indsigt i, hvordan retsstaten håndterer så alvorlige anklager.