Det danske kvindelandshold gjorde mange ting rigtigt og pressede Serbien til det yderste. Derfor er det ekstra bittert, at det var danskerne, der gik fra banen som tabere med 22-23 i VM-kampen onsdag aften.
Sådan lyder det fra landstræner Jan Pytlick umiddelbart efter dramaet i Nis.
- Jeg er skuffet. Vi skulle jo vinde sådan en kamp. Vi var, hvor vi skulle være, var indstillet på deres spil og havde styr på dem, siger Pytlick.
- Vi mistede lidt af grebet i den sidste periode af kampen. Vi kom til at forcere vores angrebsspil, byggede ikke angrebene nok op og havde ikke nok tålmodighed.
- I forsvaret kom vi til at stå lidt for langt fra hinanden til sidst. Andrea Lekic fik vi ikke så god kontrol på som i første halvleg. Det kom til at gøre en forskel, lyder analysen fra landstræneren.
Han havde på forhånd været en smule i tvivl om, hvor stærkt hans hold egentlig er, når det gælder kampe mod de bedste hold i verden.
Men landstræneren fik positive svar på mange af sine spørgsmål. Hans forsvar tog flot fat, og Rikke Poulsen aflyste diskussionen om, hvorvidt Danmark er stærkt nok besat på målvogterpladsen i Sandra Tofts fravær.
- Jeg er meget tilfreds med præstationen i den kulisse. Men det havde betydet meget, hvis vi havde vundet. Både pointmæssigt og oppe i hovedet.
- Vi viste god moral og fight. Rikke Poulsen stod en fantastisk kamp. Og ellers var den mentale parathed der. Det så meget, meget fint ud i forsvaret, men vi manglede lidt i vores angrebsspil, siger Jan Pytlick.
Danmark møder Brasilien fredag aften i den femte og sidste gruppekamp. En dansk sejr på mindst to mål vil sikre holdet førstepladsen på trods af onsdagens nedtur.
/ritzau/