Gratis film online er en Google-søgning, der giver mange resultater, men oftest koster adgangen til de ‘gratis’ film i sidste ende penge, eller så er den ulovlig.
For mens et hav af lovlige streamingtjenester som Netflix, HBO Nordic eller Viaplay tilbyder streaming og download af film og tv-serier på internettet, så er det væsenlig sværere at finde gratis streams uden at komme på kant med loven.
Det er nemlig kun streamingtjenester, der har rettigheder til deres indhold, der er lovlige at benytte - mod betaling naturligvis.
Gratis film: Sådan finder du gratis film og serier på nettet. Foto: Shutterstock
Der findes dog flere steder på nettet, der udbyder streaming af film og serie online - både lovligt og ganske gratis. Derfor har Dagens.dk her samlet en række streamingtjenester, du kan bruge, uden at du skal betale abonnement.
Se også guiden til bedste film på Netflix!
Gratis film - DR TV
Som hele Danmarks public service-organ tilbyder DR gratis streaming af en lang række programmer på DRs streamingtjeneste DR TV. Tjenesten er nemlig finansieret via medielicensen og derfor er den helt gratis at benytte.
Her kan du se masser af DRs egne programmer såvel som udenlandske programmer, serier og dokumentarfilm. Du kan også gense en lang række programmer, der har været sendt, men vær opmærksom på, at nogle programmer kun er tilgængelige i en begrænset periode.
Der er dog ingen spillefilm tilgængelig på DR TV, medmindre du ser dem via live-signalet.
Gratis film - Filmstriben.dk
Filmstriben.dk er de danske bibliotekers digitale filmtilbud, som alle kan benytte sig af gratis, så længe man er oprettet som bruger på sit lokale bibliotek.
Filmstriben indeholder et bredt udvalg af film såvel som kort- og dokumentarfilm for både børn og voksne. Filmene er udvalg bibliotekernes eget personale ud fra begreber som kvalitet, alsidighed og aktualitet.
Tilbudet skal ifølge Filmstriben ses som et supplement til de kommercielle filmtjenester og ikke en konkurrent. Af samme grund har Filmstriben heller ikke det samme udvalg som eksempelvis Netflix.
I stedet for de nyeste eller mest mainstream film kan man på den gratis onlinetjeneste i stedet se kvalitetsfilm samt film som kan være svære at finde andre steder. Af samme grund prioriterer Filmstriben især smalle, europæiske og kunstfilm.
Der er dog ikke mulighed for ubegrænset streaming af film fra Filmstriben. Antallet af gratis visninger afhænger af, hvilken aftale dit lokale bibliotek har med tjenesten.
Gratis film - Filmcentralen.dk
Filmcentralen er Det Danske Filminstituts streamingtjeneste og minder om Filmstriben. Her finde man dog primært kortfilm og dokumentarfilm for både børn og voksne. På Filmcentralen ligger både nye titler og klassikere, mens filmene dog primært er danske.
Filmcentralen opererer med tre sektioner - For alle, Undervisning og Danmark på film.
For alle indeholder over 600 kortfilm og dokumentarfilm, men Undervisning er stedet, hvor både undervisere og elever med et UNI-login har adgang til film og undervisningsmateriale. På Danmark på film kan de se nydigitaliserede, dokumentariske optagelser fra perioden 1905-1965.
Gratis film - Plejmo.dk
På den forholdsvis nye streamingtjeneste Plejmo kan man leje et stort udvalg af både nye og gamle film, og tjenesten minder på mange måde om eksempelvis Netflix.
Plejmo reklamerer selv med at have Nordens største filmtilbud på over 5.000 forskellige film, men modsat andre streamingtjenester behøver man ikke at tegne et fast abonnement - man kan nøjes med at oprette sig.
Tilmed tilbyder Plejmo hver uge udvalgte gratis film, som kan streames kvit og frit. De resterende film koster mellem 3-49 kroner at leje.