Jeg var for et stykke tid siden til middag sammen med et venne-par og nogle bekendte. Vi havde hver især medbragt et stykke arving - vores søn som den yngste.
På det tidspunkt var han ikke så gammel og fedtede en del rundt i maden, så både gulvtæppet, håret og ørerne fik et stykke med brun sovs og kartofler. Den ældste – en yndig pige omkring otte-ni år – sad stille ved bordet og skar lidt skævt i sin kartoffel, med begge albuer solidt placeret ved siden af tallerknen.
Moderen stoppede midt i en sætning og sagde henkastet til pigen, at hun godt vidste, hvad hun skal lade helt være med lige nu, i en meget nedladende og spydig tone. Som om pigen gjorde noget forfærdelig forkert, helt bevidst for at genere sin mor.
Jeg kunne dog ikke helt se, hvad pigen præcis gjorde forkert. Moderen kiggede op: ”hun har simpelthen fået sådan nogle dårlige spisevaner. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal stille op. Man kan jo knap nok have hende med i byen” og smilte til os.
Læs også: Mit almindelige liv som ”luder”, kone, veninde, datter, karrierekvinde og mor
Jeg smilte høfligt tilbage, men min mave krøllede sig sammen, da jeg kiggede på pigen. Til sin moders irettesættelse startede hun med at gøre modstand med ”men mor jeg gjorde jo ikke…”. Hun nåede dog ikke længere før hun på et splitsekund fik et skamfuldt blik i øjnene – et blik der tydeligt viste, at hun følte sig slået.
Der var intet at stille op. I løbet af aftenen var denne bemærkning langt fra den eneste, som fremhævede pigens værste sider foran os alle. Moderen skældte hende ud og irettesatte hende et par gange mere, og for hver gang kunne jeg se pigen blive mindre og mindre.
På vej hjem i bilen snakkede jeg længe med min mand om oplevelsen. Moderens intention var angiveligt at få det bedste frem i sin pige. Men ved at pointere hendes fejl – særligt foran os andre – fik jeg indtrykket af, at resultatet blev det stik modsatte.
Hun ville, som forældre er flest, gerne have, at pigen var god. God til at sidde ved middagsbordet. God til at tale med os andre. Ligesom forældre gerne vil styrke deres barns interesser, ved at hjælpe dem med at blive gode til fodbold, gode til ridning, gode til dans eller gode i skolen.
Læs også: 10 tegn på at din mand føler sig afslappet i jeres forhold
Det er mit indtryk (og min egen erfaring), at det for mange børn er utrolig vigtigt at være dygtige til noget under deres opvækst. De behøver ikke være dygtige til det hele (selvom de børn selvfølgelig også findes), men at være dygtig til noget. Og vi forældre elsker, når vores børn er dygtige.
Vi bliver så stolte, vi tager billeder, fortæller det til bedsteforældrene og poster det på Facebook. Og jovist giver succeser vores børn masser af selvtillid. Men hvad nytter det, hvis selvværdet ikke er fulgt med?
For en god ordens skyld vil jeg for Prins Knud kort ridse op, hvad forskellen er: En god selvtillid betyder groft sagt, at man udadtil udstråler, at man har tjek på sin tilværelse. Selvtillid går ofte hånd i hånd med popularitet og andres anerkendelse af eventuelle præstationer.
Et godt selvværd er derimod ens indre følelse – hvad man selv tror og føler, man er værd. Man kan dermed sagtens udstråle, at man har tjek på tingene og gennem denne selvtillid, evne at opnå mange ting, men stadig have en enorm utilstrækkelighedsfølelse indeni.
Læs også: 15 ting hun siger - og hvad hun i virkeligheden mener
Med dit barns gode selvtillid kan det sandsynligvis navigere rundt i de fleste sociale situationer, få et nederlag til at se godt ud og få mange succesoplevelser, som en anden verdensmand eller -kvinde.
Men med det gode selvværd vil dit barn navigere sig ud af dårlige forhold og andre skadelige relationer, passe på sig selv i alle tænkelige situationer, positionere sig i livet og altid hvile i sit indre. Og alt dette vil dit barn give videre til dine børnebørn.
Med andre ord, kan du godt skyde en hvid pil efter værdien af dit barns placering til VM eller superstudent-karakterer – de har ingen værdi, hvis ikke dit barn virkelig tror på sit ”jeg”, føler sig god nok akkurat, som det er, er tryg i sig selv og respekterer sig selv som person, fri af alle konkurrencer.
Måske formår moderen at få det bedste, eller den mest korrekte opførsel, frem i sin pige på overfladen. Men hvad nytter det, hvis hun ødelægges indvendig? Hvad nytter det, hvis hun føler sig helt forkert og intet værd? Hvad nytter det når hun som 13-årig skærer i sig selv, som 16-årig tager stoffer, som 22-årig er i et voldeligt forhold og som 30-årig bliver fundet døddrukken i en busk med et lille barn i maven?
Et godt selvværd er nøglen til barnets opfattelse af, hvad det har fortjent. Og alle børn fortjener det bedste i verden.
Læs også: 8 kærestetyper der er usunde for dig
Måske kaster min søn stadig med sovs og kartofler som otte-ni årig. Men en ting er sikkert: Jeg vil aldrig ydmyge ham eller på anden måde få ham til at føle sig forkert. Han er, som børn er flest, helt perfekt, akkurat som han er.
* Alle ovenstående skrækscenarier skyldes naturligvis ikke kun forældres bidrag til et dårligt selvværd. Et godt selvværd kan ødelægges hele livet – og ligeså opbygges gennem hele livet.
Indlægget er skrevet af Nanna Just for Dagens.dk. Hun er Stud. Cand.mag, mor til Lucas på to år og har bloggen klummeliv.dk.
