Vaks villaejer vækket af vågen vovse anholder listetyv

admin

437 uger siden

|

04/07/2016

Dagens topnyheder

En 39-årig mand fra Haderslev gik selv i aktion, da han natten til mandag opdagede en formodet indbrudstyv luske omkring uden for huset.

Villaejeren fik fat i den natlige gæst og holdt ham fast, indtil en patruljevogn kom til stedet.

Det oplyser Ole Aamann, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Den civile anholdelse fandt sted ved 02.30-tiden i et parcelhuskvarter i den sydvestlige del af Haderslev.

- Husets ejer bliver vækket af bjæf fra familiens hund. Han undrer sig over, at udendørsbelysningen er slået fra og får det tændt igen. Derefter går han i seng, fortæller vagtchefen.

Kort tid efter må manden på ny ud af dynerne. Igen bjæffer hunden, og igen er det mørkt udenfor.

- Belysningen er slået fra igen. Han tjekker derfor husets overvågningssystem. På et kamera ser han en person snige sig omkring på grunden. Han går udenfor og får fat i manden, der gør et forgæves forsøg på at stikke af i løb.

Ole Aamann antager, at det nok ikke er første gang, at den anholdte har været på indbrudstogt.

- Jeg kan ikke lige sige, om vi kender ham i forvejen, men der er rigtig mange gengangere blandt indbrudstyve.

- Man kan sige, at det ikke var særlig smart af ham at blive på grunden, når ejeren nu én gang havde tændt lyset udenfor, og hunden i huset igen reagerede. Men det er ikke usædvanligt. Fremgangsmåderne i forbindelse med indbrud er ikke altid lige smarte, siger vagtchefen.

- Nu skal vi finde ud af, om han har andre indbrud på samvittigheden, siger vagtchefen.

Den anholdte er 37 år og bor i Haderslev. Han havde indbrudsværktøj på sig.

/ritzau/