Pædofiles hemmelige sexchat: 'Man kan sige alt'

admin

|

27/10/2015

Dagens topnyheder

I de pædofiles univers overdrives og fantaseres der ofte om ting, der aldrig er sket i virkeligheden. Derfor bør dommerne heller ikke tro på alle de påstande, som lægges frem i retssagen mod en 48-mand i Retten i Randers.

Det forklarer den tiltalte selv i retten, hvor han er tiltalt i en omfattende sag om distribution af børneporno.

- Der opstår en slags venskaber på chatten, når man har talt sammen igen og igen, og hvor man også deler seksuelle fantasier, siger han.

- Fører man så nødvendigvis tingene ud i livet?, vil hans forsvarer vide.

- Nej, det kan både være det rene pjat eller noget, man bare har tænkt på at gøre, eller det kan have grobund i ingenting.

- Man sidder jo helt privat på en krypteret chat. Derfor kommer det tættere på, at hvis du kan tænke tanken, kan du også sige det. Du sidder ikke over for en eller anden, der risikerer at misforstå det, siger han.

Om det hemmelige miljø, som de færreste kommer i, forklarer han, at man kan sige hvad som helst.

- Det er risikofrit, og man sidder jo også og lader sig selv opmuntre til at overdrive og køre videre ad en eller anden rille. Det er jo det, det handler om, siger han.

Når overdrivelser på det pædofile net er et centralt emne i sagen, så skyldes det, at politiet har haft adgang til store mængder chat fra den 48-årige, som er vægtigt materiale i sagen.

Materialet er kommet fra FBI og Europol, fordi den danske retssag er en del af en stor international efterforskning.

Ud fra materialet mener anklageren, at danskeren sammen med en svensk chatven ville købe et spædbarn i Rumænien og bringe det til Sverige til sexmisbrug.

- Men han overdriver og laver historier om og er meget uforsigtig, siger danskeren nu om chatvennen.

- Hvorfor gav du ham så alle dine visakortoplysninger, hvis du ikke stoler på ham, spørger anklageren?

- Måske var jeg så fristet af noget materiale, han havde at byde på, siger den 48-årige.

Sagen fortsætter 6. november.

/ritzau/