Politimand stjal penge fra bilister: Her er hans straf

admin

457 uger siden

|

19/02/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I en stribe tilfælde stak en politimand bøder fra udenlandske bilister i egne lommer, fastslår Retten i Næstved fredag i en dom.

16 gange beholdt han bødepengene, hvilket ifølge retten er underslæb og magtmisbrug. Den 35-årige politimand har kun tilstået at have gjort det i fem tilfælde.

Betjenten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi slipper dog for at skulle tilbringe tid i et fængsel.

Straffen er fastsat til tre måneder, men den er gjort betinget af, at han udfører samfundstjeneste i 80 timer.

Årsagen til kriminaliteten var økonomiske problemer, har han fortalt.

- Alting var ad helvede til. Vi kunne dårligt betale huslejen til sidst, sagde han under en afhøring i retten.

I kodesprog fortalte han sin kæreste om indtjeningen. "1500 grønne ærter fra en tyrkisk mand," står der i en af de mange sms-beskeder, han sendte til kvinden.

"Har lige stoppet en polsk mand til et kilo" og "elsker dig 2000 gange" lød andre triumferende beskeder til hjemmefronten.

Den tidligere kæreste på 36 år pressede på for den ulovlige indtjening, mener retten, og hun er idømt 40 dages betinget fængsel for tilskyndelse til kriminaliteten. Hun har nægtet sig skyldig.

Straffen på de tre måneders fængsel flugter med den påstand, som anklager Mads Schønning Frandsen fra Statsadvokaten i København kom med under sin procedure.

- Det er en skærpende omstændighed, at lovovertrædelserne er begået af en polititjenestemand. Det er vigtigt, at man kan bevare tilliden til politiet, siger anklageren.

Den 35-årige vil modtage dommen, oplyser hans forsvarer, advokat Martin Cumberland.

- Min klient er skuffet over, at man har tilsidesat hans forklaring, siger han. Men det vigtigste for ham er, at sagen nu endelig er overstået.

- Efterforskningen har efter min vurdering været alt for langsom, siger Cumberland. Han henviser til, at beviset hovedsageligt består af de sms-beskeder, som betjenten straks overlod til efterforskerne.

Under sagen har den 35-årige også fortalt, at han arbejdede sort som flyttemand - ovenikøbet i arbejdstiden.

I øvrigt er en anden lignende sag på vej til Retten i Roskilde. Her er en betjent fra Midt- og Vestsjællands Politi under tiltale.

/ritzau/