Makabert: Tysk politimand er afsløret som kannibal

admin

|

29/11/2013

Dagens topnyheder

En 55-årig tysk politimand, som længe har næret et ønske om kannibalisme, har levet sine fantasier så langt ud, at han dræbte og maltrakterede en forretningsmand, som han mødte på internettet, oplyser nyhedsbureauet dpa efter et pressemøde i Dresden.

I sit daglige arbejde analyserede kriminalbetjenten gerningsmænds håndskrifter, mens han i sin fritid chattede på nettet med en forretningsmand, der havde fantasier om at lade sig dræbe. Og det skete - allerede ved deres første møde.

Den drabssigtede politimand, der tilbageholdes i den østlige tyske delstat Sachsen, har erkendt, at han begik forbrydelsen 4. november. Det var kort tid efter, at han havde fået online-kontakt med sit 59-årige offer.

Selv om der ikke er konkrete beviser for, at betjenten er involveret i kannibalisme i denne sag, så sagde anklagerne, at den 55-årige gentagne gange har givet udtryk for, at han lige siden ungdomsårene har haft et ønske om at ville æde andre mennesker.

Den drabssigtede politimand har angiveligt tilføjet sit offer et dræbende knivstik i halsen, hvorefter han brugte fem timer på at snitte liget i småstykker i Gimmlitztal, tæt på grænsen til Tjekkiet. Her blev det parterede lig begravet flere steder.

Det 59-årige offer skal have indgået en frivillig aftale om at lade sig dræbe. Anklagerne sagde, at ofret på internettet havde søgt efter ligesindede personer, der ønskede at udleve deres voldelige fantasier, herunder seksuel tortur.

Selv om kriminalbetjenten har erkendt de faktiske omstændigheder ved drabet, så nægter han, at der skulle være tale om et seksuelt motiv.

I fire uger bar den 55-årige rundt på den grufulde hemmelighed, inden en kollega smækkede ham i håndjern og oplæste sigtelsen. Den 59-årige var savnet, og på internettet førte sporet til pågribelsen af den 55-årige politimand.

Der er nedsat et særligt udvalg til at efterforske den bizarre sag.

Se billederne nedenunder...

/ritzau/dpa