Fynsk sexmonster filmede voldtægt af piger på 10 og 11 år

Ninna Andreasen

|

28/08/2014

Dagens topnyheder

En fynbo skal for retten til november for en række ekstremt grove overgreb mod børn.

Han blev kendt som “manden i den røde bil”, da han sidste år skabte skræk og rædsel på øen.

Den 41-årige er tiltalt for grove krænkelser mod og voldtægt af to piger på 10 og 11 år.

I begge tilfælde hev han pigerne ind i sin bil og udsatte dem for krænkelserne. Fynboen filmede begge overgreb. 

Anklagemyndigheden mener, han havde til hensigt at udbrede videoen for at krænke pigerne yderligere.

Mandens forsvarer Linda Christensen ønsker ikke at kommentere på, hvordan han stiller sig til anklagerne.

Læs også: Fynsk sexkrænker fældet af halsedisse og strips

Tiltalen er meget konkret i forhold til de seksuelle krænkelser, pigerne har været udsat for. Af hensyn til pigerne vil vi ikke gengive dem her.

Ifølge anklagen har han også forsøgt voldtage en tredje pige, som dog slap væk fra ham, fordi hun gjorde voldsom modstand.

Havde lejet et “voldtægtsrum”
Ud over de konkrete forbrydelser er den 41-årige også tiltalt for at have haft hensigt til at begå flere voldtægter.

Fra november 2012 frem til juli 2013 kørte manden rundt på Fyn for at finde en pige, mener anklagemyndigheden.

Han havde lejet en garage i Odense og anskaffet sig håndjern, sejlgarn, strips, krokodillenæb, en såkaldt gag-ball - en læderrem med gummikugle - en hundesnor, en skammel og en cirka 40 centimeter lang plastikstang med boa-lignende vedhæng.

Anklagen lyder på, at rummet og redskaberne skulle bruges til frihedsberøvelse, voldtægt og anden seksuel omgang end samleje.

Læs også: Formodet sexkrænker anholdet: Fængslet i sag om brand

Det mislykkedes for manden, fordi politiet anholdt ham den 1. juli 2013. 

Fanget ved et tilfælde
Den 41-årige nåede at skabe skræk og rædsel på Fyn blandt både børn og forældre, efter de to fuldbyrdede voldtægter og voldtægtsforsøget.

Men det var i sidste ende en større mængde sprængstoffer og våben i hans hjem, der fældede ham. Den 1. juli sidste år udbrød der brand, fordi han ikke havde bevaret sprængstoffet forsvarligt.

Da politiet tog hans fingeraftryk, opdagede man, at han også var gerningsmand ved voldtægterne.

Ud over de grove seksualkrænkelser er manden sigtet for at opbevare sprængstoffer under særligt skærpende omstændigheder, grov hensynsløshed i forbindelse med branden, overtrædelse af våben- og fyrværkeriloven samt besiddelse af over 100.000 billeder og film med børneporno.

Han blev desuden fundet i besiddelse af 5,1 gram hash.