Fem-årige Halfdan sendte gækkebrev til politiet: Se det søde svar

Ronja Ryde

|

16/04/2014

Dagens topnyheder

For et par dage siden satte fem-årige Halfdan og hans far, mor og lillesøster sig ned med saks og papir for at skrive årets gækkebreve. Da hans far, Rune Sørensen, spurgte Halfdan, hvem han gerne ville skrive til, var der ingen tøven: til politiet, selvfølgelig.

Fem-årige Halfdan er stor fan af politiet. Han kan stave til 'is', 'Halfdan' og så til 'politi' på dansk, tysk og engelsk. Derfor blev han mildest talt henrykt, da han få dage senere fik svar på sit gækkebrev.

Følg Dagens.dk på facebook - altid gratis nyheder og underholdning

"Her hos Fyns Politi har vi i dag modtaget et gækkebrev. Det er vi rigtig glade for, for er der noget politifolk elsker, så er det at opklare sager og gætte gåder. Vi har derfor arbejdet på højtryk for at finde ud af, hvem der har sendt gækkebrevet til os", skriver politiet til Halfdan. 

Læs også: Sådan undgår du at påsken bliver for dyr

Når Halfdan bliver stor, skal han selv være politimand. Det er hverken han selv eller hans forældre i tvivl om. Han går allerede rundt derhjemme og øver sig på armbøjninger, og så er han efter eget udsagn 'mega god til det med gåder':

- Jeg synes, politiet er seje. Jeg ved mega meget om gåder. Jeg ved mega meget om mange ting. Jeg skal være politi og være mega god og mega hurtig. Jeg kan faktisk allerede løfte mit eget hus, og jeg har et politi-udkørnings-køretøj derhjemme. Min lillesøster har mest prinsesse-ting, fortæller fem-årige Halfdan til dagens.dk.

Og det er heldigt, at Halfdan allerede er skrap til at opklare mysterier, for i svaret fra politiet beder de ham også om hjælp. De har fundet frem til, at brevet er sendt fra Region Syddanmark og at afsenderen har syv bogstaver i sit navn. De skriver til Halfdan, at de har fundet fingeraftryk fra mindst ét barn og én voksen. Men aftrykkene er ikke særlig tydelige.

Læs også: Forsker: Gækkebreve vinder frem

"Vi er derfor endt i en blindgyde og har brug for hjælp. Da jeg har hørt (fra en du kender rigtig godt), at du gerne selv vil være politimand engang, tænkte jeg, at du måske ville hjælpe med at opklare sagen", skriver politikommissær Asbjørn Høy Larsen til Halfdan.

Det glæder lille Halfdan sig meget til, men som hans far siger, så undrer han sig også lidt. For det er da lidt mærkeligt, at de skal bruge hans hjælp. Så har de åbenbart ikke gættet, hvem der har sendt gækkebrevet. Og så skylder de vel et påskeæg?

Se politiets søde svar til Halfdan herunder.