Ung kvinde har meldt sig: Danske spil har endelig fundet den heldige vinder af 50 millioner kroner

admin

9 år siden

|

14/12/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Lottovinderen af 50 millioner kroner har meldt sig.

Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.

Der er gået syv uger, siden vindernumrene blev udtrukket, og det viser sig nu, at der er tale om en københavnsk kvinde i 30'erne, der ønsker at være anonym.

- Jeg læste først om det i weekenden. Jeg så en artikel på Ekstra Bladets hjemmeside, og så kom jeg i tanke om, at jeg havde en kupon liggende i min pung i tasken, fortæller den heldige Lotto-spiller ifølge pressemeddelelsen.

- Jeg blev helt ude af den. Jeg ringede til min mor og græd undervejs. Jeg måtte flere gange forsikre hende om, at det var gode nyheder, tilføjer hun.

Den heldige kvinde købte lykkebilletten hos Føtex i Frederiksbergcentret. De mange millioner kroner betyder ikke, at københavneren vil stoppe med at arbejde, men den nyudråbte millionær er allerede på udkig efter en ny lejlighed med masser af albueplads.

- Jeg vil helt sikkert blive ved med at arbejde. Men jeg brugte en stor del af søndagen på at google rejser på businessclass og lejligheder på minimum seks værelser. Jeg skal nok komme til at mærke, jeg har vundet, forsikrer hun.

Puljen på de 50 millioner kroner er den fjerdestørste gevinst i danmarkshistorien, oplyser Danske Spil.

Den største gevinst tilfaldt i februar i år, hvor en kvinde fra Nordsjælland vandt omkring 315 millioner kroner på Eurojackpot.

/ritzau/