Undervisningsminister vil have islamkritik på skoleskemaet

Nils Würtzenfeld

386 uger siden

|

28/07/2017
Står det til undervisningsminister Merete Riisager (LA), så skal den demokratiske bevidsthed styrkes i landets skoler. Det skal blandt andet ske ved fokus på Islamkritik.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Når landets børn og unge atter vender tilbage til skolebænken efter ferien, så bør det være til en øget demokratisk dannelse.

Det mener Liberal Alliances undervisningsminister Merete Riisager, der i et interview med Kristeligt Dagblad udtrykker bekymring overfor kommende generationers forståelse for demokratiet.

Det er især børn og unge med en ikke-vestlig baggrund, som Merete Riisager har fokus på.

- Der er en ganske stor andel af de nye danske borgere, som ikke nødvendigvis er vokset op med Grundtvig, forklarer undervisningsminister til Kristeligt Dagblad.

Derfor understreger hun, at folkeskolen har en vigtig rolle i forbindelse med dannelse af børn og unge – en rolle som Merete Riisager i den kommende uge skal diskutere med fagfolk på det såkaldte Sorø-møde.

Op til mødet udtaler Merete Riisager dog, at de danske skoler blandt andet kan sikre sine elevers demokratiske dannelse ved at være mere islam-kritisk.

Undervisningsministeren mener nemlig, at ’vi skal blive meget bevidste om, at hver generation genopfinder demokratiet’, og at der derfor er ’behov for at få mere islamkritik i vores folkeskole og uddannelsessystem i det hele taget’.

Undervisningsministeren slår fast, at alle borgere skal kunne forstå det danske demokrati, og har man en ikke-vestlig baggrund, så skal demokratiets spilleregler sættes op mod Islam.

- De børn, der vokser op med et værdisystem i deres hjem, som er uangribeligt – det bliver vi nødt til at udfordre. For hvis børn skal vokse op med den fælles norm, at der er plads til forskellige værdisystemer, må der ikke være nogen, der er undtaget den demokratiske samtale, forklarer hun overfor Kristeligt Dagblad.

Hun ønsker blandet andet, at svære diskussioner om religiøse teksters syn på eksempelvis ligestilling, jøder og homoseksuelle skal ’frem i klasselokalet’.

- De unge mennesker, der kommer med muslimsk baggrund, er meget forskellige, og der er mange forskellige grader af konservatisme også inden for islam. Men man kunne forestille sig at tage en diskussion af, hvad der menes med ordet ’vantro’, siger hun og mener, at kristendomskritikken allerede er en integreret del af den danske undervisningsmodel.

Læs også: Enhedslisten vil sætte stopper for au pair-ordning: 'Det er import af billig arbejdskraft'