Efter mange kraftige opfordringer fra muslimske kunder, skifter en række afdelinger i fastfood- og sandwich-kæden Subway al svinekød ud med halalslagtet kød.
I alt 185 butikker i Storbritannien skifter de klassiske sandwiches med kylling og bacon og med skinke ost, ud med kalkun, og al kødet, der bliver solgt i disse butikker, vil fremover være halalslagtet.
Peter Mompalao de Piro, der er kommunikationschef for Subway i Nordeuropa, forklarer, at udskiftningen er et forsøg på at imødekomme flertallet af kunderne i de afdelinger, der er placeret, hvor den muslimske population er høj.
LÆS OGSÅ: Slagtning uden bedøvelse forbydes i Danmark
- Det er i nøje udvalgte butikker, at vi har valgt at indføre halalslagtet kød. Vi vil gerne tilbyde et udvalg, som passer flest muligt, siger Peter Mompalao de Piro til Dagens.dk.
Han understreger samtidig, at de halalslagtede dyr, der ender i subways mad, bliver bedøvet, inden deres hals skæres over, sådan som koranen foreskriver det.
- Vi er nødt til at balancere det med dyrevelfærd. Derfor sørger vi for, at ingen dyr lider, når de bliver slagtet, siger kommunikationschefen.
I Danmarks syv Subway-butikker er der dog, ifølge Peter Mompalao de Piro, ingen planer om, at svinekøddet må lade livet til fordel for det halalslagtede kød.
- Det er kun noget, vi gør i de specifikke områder, hvor den muslimske befolkningsandel er høj. Det passer ikke på nogen af de nordeuropæiske Subway-butikker, siger han.