Tøjvask er svært - for danske mænd

admin

9 år siden

|

08/02/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Flere danske mænd har svært ved at vaske tøj. 18 procent overlader vasketøjet til partneren, fordi de ikke mener, at de selv kan finde ud af at vaske tøjet. Det viser en ny undersøgelse, som Voxmeter har foretaget for Biotex.

Men det svar skal man tage med et gran salt, hvis man spørger kønsforsker Henrik Jensen.

- Det er bare et nemt svar og en sløj undskyldning for mange mænd. Jeg tvivler på, at de har forsøgt at sætte sig ind i det.

- Der er jo normalt ingen grænser for, hvad mænd kan finde ud af, når de sidder ved computeren eller har gang i andre ting, siger Henrik Jensen, lektor ved Institut for Kultur og Identitet på Roskilde Universitet.

Vasketjansen slet ikke populær blandt mændene, hvor knap hver anden helst vil være fri for vasketøjet, fordi det er kedeligt.

Men det er ikke kun mændene selv, der tvivler på deres vaskeevner. En ud af ti kvinder har ikke tillid til, at deres samlever kan vaske tøjet på fornuftig vis.

I de danske hjem er det primært kvinderne, som sørger for, at vaskemaskinen kører, og at der er rent tøj i skabene. I hvert fald hvis man spørger dem selv. Her svarer 67 procent af kvinderne i et parforhold, at de mener, det er dem, der står for tøjvasken.

- Det overrasker mig ikke, at hovedparten af kvinderne mener, at de står for tøjvasken. Det svarer meget godt til mine erfaringer, og hvordan det tidligere har været. De har større fokus på renligheden i hjemmet, siger Henrik Jensen.

Og selv om kvinderne måske brokker sig over tjansen, så viser undersøgelsen, at 74 procent af kvinderne har det helt fint med, at det er dem, der står for tøjvasken.

- De har en lavere tærskel for, hvornår der er brug for en vask, og de opdager hurtigere end mænd, hvornår der skal vaskes tøj, siger Henrik Jensen.

/ritzau/