Tusindvis af unges cpr-numre er lige til at stjæle

Skrevet af admin

06/07/2014

Mest læste i dag

Tusindvis af unge gymnasieelevers navne og cpr-numre ligger let tilgængeligt på internettet, advarer en ung mand ifølge Politiken.

Den 18-årige gymnasieelev Albert fortæller til avisen, at der er åben adgang til de mange cpr-numre via det system, som mange gymnasier bruger til at udlåne biblioteksbøger, og hvor man logger på blot ved at indtaste sit cpr-nummer.

- Der er overhovedet ingen sikkerhed, der stopper en. Jeg kan ikke tro, det er så grotesk nemt, siger Albert, som af hensyn til sin retssikkerhed kun optræder med fornavn, til Politiken.

På bare få minutter er det lykkedes ham at skaffe op mod tusind cpr-numre på andre gymnasieelever.

Han har vist metoden til Politiken, som har set, hvordan det piblede frem med cpr-numre på skærmen.

Albert har ikke i sinde at misbruge de personlige numre, men han håber, at politikerne vil indse, at der er behov for et alternativ til det klassiske cpr-system.

Den seneste tid har der været adskillige historier om, hvordan cpr-numre er sluppet ud til offentligheden. Senest kom det frem, at 900.000 danskeres cpr-numre ved en fejl var blevet offentliggjort på nettet.

Det fik kritikere til at kalde systemet for gammeldags og kræve ændringer. Indenrigsminister Margrethe Vestager (R) manede til besindighed, men sagde, at det var værd at overveje systemets fremtid.

- Der er mange gode pointer at tage med sig, for det er ganske rigtigt opfundet i en anden tid. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan vi får et system, der har de fordele, der er forbundet med cpr, som vi kender det, og som samtidig har den sikkerhed, som vi alle sammen forventer, sagde hun til Ritzau.

Det er it-firmaet Reindex, der står for gymnasiernes biblioteksløsninger. Her har kodeansvarlig Hans Erik Büchner ikke hørt om problemet før.

Albert har efter afsløringen hjulpet Reindex med at lukke sikkerhedshullet.

/ritzau/