Onsdag skrev Dagens.dk om 40-årige Tine Bjørneboe, der tirsdag havde haft indbrud i sit hjem og i den forbindelse havde fået stjålet det værst tænkelige - to computere med billeder og minder om sin mand Jacob Rossen, der i november sidste år døde af kræft.
De uerstattelige minder fandtes udelukkende kun på de to stjålne computere, og derfor valgte Tine Bjørneboe at skrive en inderlig bøn på Facebook, hvor hun tryglede de ukendte indbrudstyve om at leverer de stjålne værdier tilbage.
Denne bøn gentog Tine Bjørneboe over for Dagens.dk, selvom hun vidste, at chancen for at få de to computere igen var minimale.
Alligevel følte hun, at hun blev nødt til at prøve:
- Hvis jeg ikke havde gjort noget, ville jeg have det svært med mig selv. Jeg ved godt, at det er et spinkelt håb, men hvis mine børn spørger om 10 år, så kan jeg i det mindste sige, at jeg gjorde et forsøg, fortalte Tine Bjørneboe.
Tine og hendes mand Jacob. Foto: Tine Bjørneboe/Facebook
Efter Dagens.dk bragte historien onsdag har sagen taget en både lykkelige og højst overraskende drejning.
For da Tine Bjørneboe fredag morgen klokken 05 var på vej ud af døren i hjemmet i Næstved for at fortælle sin historie i Go'Morgen Danmark, var hun ved at falde over noget, der stod på trappen foran familiens hus.
Udenfor stod nemlig en kasse med de to computere samt hendes to børns iPads og en telefon, som tyvene også havde stjålet.
- Jeg troede simpelthen, det var løgn, men jeg blev sindssygt glad og skyndte mig at sætte det ind. Jeg var ikke meget for at efterlade det derhjemme, men jeg skulle nå et tog og kunne ikke tage det med under armen, så jeg tog kun, hvad jeg kunne bære, fortæller en lykkelige Tine Bjørneboe til Dagens.dk.
Foto: Tine Bjørneboe/Facebook
Foto: Tine Bjørneboe/Facebook
Siden har den 40-årige kvinde fra Næstved atter delt en Facebook-opdatering, men denne gang med nyheden om den glædelige og uventede udvikling i sagen.
- Det betyder virkelig meget. Nu skal jeg gøre en kæmpe indsats for at lave backup og ’connecte’ enhederne til alt, der er muligt. Det er så rart, at mine børn nu ’har fået deres far igen, lyder det fra Tine Bjørneboe til Dagens.dk.
I sit Facebook-opslag takker hun også alle dem som har delt hendes oprindelige opråb.
- Tak! Tusinde tak til alle jer der har delt min appel til de tyve, der stjal fra mig i tirsdags. Det har hjulpet. Jeg har fået de vigtigste ting tilbage. Det er så vildt! Jeg er så glad, lyder det på Tine Bjørneboes Facebook-profil, hvor hun afslutter med orderne:
- Nu må jeg hellere komme hjem og lave en back-up - og så måske holde en lille fest. Igen – tak. Tror sgu, jeg elsker jer alle sammen.