Socialminister om utrygge bosteder uden personale: 'Det er selvfølgelig ikke i orden'

Morten Larsen

438 uger siden

|

30/06/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Beboerne på et døgntilbud for unge med psykisk sygdom i Slagelse lades hver dag i stikken af personalet, der ikke tør være i bygningen efter klokken tre om eftermiddagen.

Dagens.dk kunne i mandags afsløre, hvordan fraværet af professionel hjælp på Ungekollegiet får flere af beboerne til at isolere sig i bostedets små lejligheder, da de frygter for deres liv, hvis de bevæger sig uden for døren.

Få af beboerne er så voldsomme og truende, at de ansatte af 'sikkerhedsmæssige årsager' ikke færdes i døgntilbuddet fra klokken 15.00 og frem til næste morgen.

- Ledelsen mener, at her er for farligt for personalet at være, men hvad med vores sikkerhed, siger 21-årige Anna Sandholdt Johansen, der bor på Ungekollegiet på Århusvej, til Dagens.dk.

Læs også: Psykisk syge efterlades alene på bosted: Personalet tør ikke være der efter klokken 15.00

Socialminister Karen Ellemann (V) ønsker ikke at gå ind i den konkrete sag, men forklarer, at det er kommunernes ansvar at sikre trygge rammer på de kommunale botilbud.

- Det er selvfølgelig ikke i orden, hvis medarbejdere af sikkerhedsmæssige årsager ikke kan være på arbejde på et botilbud i aften- og nattetimerne, eller hvis beboerne føler sig utrygge i deres hjem, siger Karen Ellemann til Dagens.dk.

Hos Slagelse Kommune erkender psykiatrichef Thomas Knudsen, at der er store udfordringer på bostedet, og at man er ved at se nærmere på bemandingen og muligheder for efteruddannelse af personalet.

Venstres socialminister forklarer, at regeringen i fællesskab med Danske Regioner og KL er ved at se på løsningsmuligheder, der skal styrke indsatsen mod vold på de socialpsykiatriske bosteder.

De konkrete løsningsforslag vil blive fremlangt inden udgangen af august måned, men indtil da er Slagelse Kommune nødt til at øge bemandingen, så beboerne på Århusvej ikke længere er overladt til sig selv, mener psykiatriordfører for Dansk Folkeparti, Liselott Blixt.

- Her og nu er kommunen nødt til at sikre beboerne og personalet på bostedet ved at sætte ekstra personale eller vagter ind. Det gælder om at øge bemandingen på stedet, så man sikrer sig, at der er tryghed, siger Liselott Blixt til Dagens.dk.

En ny institution 
Hos Socialdemokraterne ser man gerne en ny type institutioner, der skal være for de tungeste og mest udadreagerende patienter med psykiske lidelser.

- Det drejer sig om en lille gruppe, der udgør måske fem procent af beboerne på bostederne. Vi vil tage de tungeste patienter ud af bostederne. De skal over i en ny type institution, siger Pernille Rosenkrantz-Theil til Dagens.dk.

Det kan være borgere, der er blevet vurderet for raske til at være indlagt på en psykiatrisk afdeling, men som er for syge til at være på en af de institutioner, der har til formål at tage sig af dem efter indlæggelsen.

Indtil der kommer en løsningen på problemet, er Anna Sandholdt Johansen fortsat overladt til sig selv og sine naboer, hvoraf flere er anbragt med behandlingsdomme.

- Efter klokken 15 låser folk sig inde, og så kan man ellers bare ligge i sengen og vente på, at det bliver næste dag, så man kan få noget hjælp, siger Anna Sandholdt Johansen.

Følg Dagens Politik for flere lignende artikler: