Skole indfører totalt mobilforbud: Desperate elever brød ind i skab for at få telefoner tilbage

Emil Ryttergaard

404 uger siden

|

20/03/2017
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En gruppe ældre elever kunne ikke undvære Snapchat og sms’er i skoletiden, og eleverne blev taget på fersk gerning, da de brød ind i aflåst mobilkasse.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hvor lang tid kan du gå uden at se på din mobiltelefon? 

For de ældste elever på Kongsbjergskolen i Lunderskov, ved Kolding er mobilen uundværlig i en sådan grad, at skolen ikke blot kunne beslaglægge mobilerne og gemme dem i løbet af skoledagen. 

Frygten for at gå glip af en sms eller snapchat blev nemlig så stor, at en gruppe elever besluttede sig for at bryde ind i den låste mobilkasse, skriver jv.dk.

Visse elever i skolens 9. klasse har nemlig flere gange brudt den aflåste mobilkasse op i løbet af skoledagen - ikke for at stjæle andres telefoner, men udelukkende for at få adgang til egen mobiltelefon oplyser skolens viceinspektør Henrik Jørgensen.

- Vi ved ikke helt, hvem det er, men der var flere om det. Det skete flere gange på kort tid. Når de oplever et pres, kommer der et modpres, siger Henrik Jørgensen.

Skolen er nemlig begyndt med at tage telefonerne fra eleverne i skoletiden, for at få dem til at fokusere deres energi andre steder hen. 

Men forsøget virker ikke efter hensigten, for i stedet for at aflevere telefonen, lader eleverne som om at de ikke har mobiltelefonerne medbragt.

- Vi satte forsøget i gang, fordi det simpelt hen tog overhånd for eleverne. De forstyrrede undervisningen, og elevernes opmærksomhed flyver lige med det samme ned til telefonen. Vi vil gerne lære dem en fornuftig brug af telefonen, men vi står magtesløse, siger Henrik Jørgensen, der skal evaluere forsøget til sommer.