Hunden Thor var med til at sætte gang i debatten om hundeloven, da den blev dømt til afliving, efter at have bidt en mindre hund for snart et år siden. Men inden det kom så vidt, bortførte betjenten Lars Bo Lomholt iført sin uniform hunden.
Læs også: Lars Bo Lomholt: Jeg har ført flere hunde ud af landet
Nu er Thor blevet aflivet, skriver Lars Bo Lomholt på sin Facebook-profil.
- Det er i dag en trist dag for dig, mig og dine nærmeste. Du vil for mig i al evighed stå for ham, der satte hundedanmark på den anden ende. Du vil med tiden blive symbolet for ham, som var medvirkende til, at Danmark får en retfærdig hundelov, som alle kan være tjent med. Det bliver nok ikke i denne omgang, men så tager vi en tørn mere, skriver Lars Bo Lomholt.
Læs også: Politimand straffes i sagen om hunden Thor
Ifølge bt.dk havde Thor blandt andet en tarmlidelse. Man havde forsøgt at behandle ham med flere forskellige former for medicin, men uden held. Til sidst kunne man ikke holde Thors smerter nede, så i dag blev hunden aflivet.
- Dit liv har ikke været forgæves, og du har givet mig og tusindvis af andre i hele verden energien til den fortsatte kamp. Ærgerligt og trist at din sygdom fik overtaget, og at du ikke er here mere. Dit liv sluttede i dag på smukkeste vis, men i mit hjerte vil du altid have en særlig plads, skriver Lars Bo Lomholt.