Prins Henrik vil ikke begraves ved siden af dronningen: Nu skriver hele verden om hans beslutning

Emil Ryttergaard

385 uger siden

|

04/08/2017
Prins Henrik trækker overskrifter verden over, efter at det i går kom frem, at han ikke vil begraves ved siden af sin hustru.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det var mildest talt en bombe, der landede i går, da Kongehuset officielt bekræftede, at prins Henrik ikke vil stedes til hvile ved siden af dronning Margrethe, som han har været gift med i 50 år.

Prins Henriks protestbeslutning har ikke kun vakt opsigt i Danmark. Historien har også spredt sig til udlandet.

Britiske BBC har bragt historien om Henriks beslutning, og amerikanske New York Times skriver om den danske prins, at 'nu protesterer han for evigt'. The Guardian kalder prinsens beslutning for en 'royal afvisning'.

I den norske avis VG siger den kongehusekspert Kjell Arne Totland, at den ‘franskfødte prins ikke kan holde sig fra at bringe sin hustru i forlegenhed’.

Og på den anden side af Øresund har vores svenske naboer beskæftiget sig med den opsigtsvækkende historie, som bryder med årelange traditioner. Selv i prinsens eget fødeland Frankrig har flere franske aviser i dag bragt historien, herunder Le Figaro og Liberation.

Prins Henrik vil ikke længere begraves sammen med dronningen. Foto: Polfoto

Tidligere i denne uge skrev det danske ugeblad Tæt På, at den 83-årige prins har taget en beslutning om ikke at blive begravet i Roskilde Domkirke ved dronningens side, som der ellers har været tradition for gennem flere århundreder.

Og torsdag bekræftede hoffet så historien over for BT.

- Det er rigtigt, at prins Henrik har besluttet, at han ikke vil begraves i Roskilde Domkirke, som det ellers var planlagt, lød det fra kongehusets kommunikationschef Lene Balleby til BT.

Ifølge Lene Balleby handler beslutningen om, at prins Henrik er utilfreds med sin titel i det danske kongehus:

- Det er ingen hemmelighed, at prinsen i mange år har været utilfreds med sin rolle og den titel, han er blevet tildelt i det danske monarki. Den utilfredshed har i de senere år fyldt mere og mere. For prinsen er beslutningen om ikke at lade sig begrave ved siden af dronningen den naturlige konsekvens af, at han ikke er blevet ligeværdigt behandlet i forhold til sin ægtefælle - ved ikke at få den titel og funktion, som han har ønsket.

Kongehuset understreger, at Prins Henrik stadig vil begraves i Danmark, men at det endnu ikke er på plads, hvor hans endelige hvilested bliver.

Dennis købte en harddisk i Elgiganten - tændte den og blev mødt af overraskende syn