Hvis du hører til den store gruppe af danskere, der undlader at betale licens, så er der god chance for, at du bliver kontaktet af DR i nærmeste fremtid.
I de første to uger af kampagnen, som varer fem uger i alt, er der særligt fokus på at nå de unge under 25 år, som lige er flyttet hjemmefra og skal til at betale licens for første gang.
- Langt de fleste danske husstande betaler licens. Men mange unge er lige flyttet hjemmefra og er startet på en eller anden form for uddannelse. Og det er netop på dette tidspunkt af året, vi kan se en stor stigning i antallet af husstande, der ikke betaler licens. Nogle har ikke lige tænkt over det, nogle kender ikke reglerne, og nogle tror, det sker automatisk, siger chef for DR Licens- og Programservice Rikke Sloth i en pressemeddelelse.
- Kampagnen informerer om, hvad licensen går til, og hvorfor man skal betale licens. Det kan virke paradoksalt og enormt gammeldags, at vi sender breve ud med posten, men vi ved fra tidligere, at det rent faktisk virker, og at brevene får flere til at tilmelde sig medielicensen, tilføjer hun.
Det er efterhånden en tradition, at DR Licens lancerer en oplysningskampagne på dette tidspunkt af året. Udover brevene vil danskerne også blive mindet om licensens eksistens på sociale medier, radio og tv den kommende tid. Ifølge DR handler det om at oplyse befolkningen om, hvad licensen går til.
- For eksempel at licensen er med til at hjælpe flere danske kunstnere på vej gennem 'KarriereKanonen', at licensen sikrer direkte tegnsprogstolkning af TV-Avisen hver dag klokken 18.30, og at licensen også går til danske filmstøtteordninger for blot at nævne nogle eksempler, skriver DR i pressemeddelelsen.
Skuespilleren Søren Malling, der blandt andet er kendt fra flere DR-dramaserier og 'Monte Carlo'-drengene Peter Falktoft og Esben Bjerre Hansen medvirker alle i kampagnen.
Godt 90 procent af de danske husstande betaler medielicens. Det svarer til cirka 2,4 millioner husstande.
Kampagnen har som hovedmål at sikre, at alle - som skal - betaler licens. Det skal man, hvis man har fjernsyn, computer, smartphone eller tablet med internetforbindelse.
Licensen er på 2.460 kroner årligt.