En indsamling på Facebook har indtil videre skrabet lidt over 70.000 kroner sammen til danskere, der dømmes for menneskesmugling.
Pengene skal gå til at dække de bøder, som man kan risikere at få, hvis man har samlet flygtninge op ved grænsen og givet dem et lift sidste år.
Det fremgår på hjemmesiden caremaker.dk.
En af de danskere, der har fået en bøde, er Lisbeth Zornig Andersen, der fredag blev kendt skyldig i menneskesmugling ved Retten i Nykøbing Falster.
Det er jazzmusikeren Benjamin Koppel, der har startet indsamlingen fredag nat.
- Det viser, (red. donationerne) at der er rigtig mange mennesker, der også synes at medmenneskelighed, empati og uegennyttighed stadig skal være en del af samfundets byggesten.
- Alle pengene går til at hjælpe de, der enten allerede er eller må blive idømt bødestraf i denne sammenhæng, skriver han på Facebook.
I efteråret kørte Lisbeth Zornig Andersen en syrisk familie fra Rødbyhavn på Lolland til Solrød syd fra København.
Efter en kop kaffe og et par kanelboller kørte hendes mand Mikael Rauno Lindholm familien videre til Kastrup.
Den køretur resulterede i en dom for menneskesmugling og en bøde på 22.500 kroner for både Lisbeth Zornig Andersen og Mikael Rauno Lindholm, besluttede retten fredag.
Politiet og anklagemyndighederne har valgt at rejse flere hundrede sigtelser for menneskesmugling mod dem, som hjalp flygtningene med et lift, da en større flygtningestrøm kom til Danmark sidste år.
En 70-årig kvindelig pensionist fra Lolland er også blev idømt en bøde på 12.500 kroner for at have kørt seks flygtninge fra Rødbyhavn til Malmø i september 2015.
I sagen mod Zornig lagde anklageren vægt på, at loven står ved magt, uanset hvor gode intentioner man har. I henhold til udlændingeloven er det ulovligt at transportere personer, der ikke har ret til at være i landet.
Lisbeth Zornig Andersen har oplyst, at hun vil anke dommen.
/ritzau/