Torsdag aften vil de sociale medier blive oversvømmet med kærlighedserklæringer til det gode liv på Lolland og Falster.
Det sker som modsvar til dokumentarserien 'På røven i Nakskov' på TV2, der bliver vist samme aften klokken 20.
En stor gruppe borgere på Lolland og Falster er trætte af, at landsdelen altid løber med de negative overskrifter.
Derfor vil de skabe et ocean af positiv omtale på nettet, når det første af i de i alt fem afsnit i dokumentarserien, der følger en gruppe socialt udsatte i Nakskov, vises på TV2.
- Det har alvorlige sociale konsekvenser, når en landsdel lider under et dårligt omdømme, siger Kirsten Sydendal, initiativtager til protestaktionen, til Dagens.dk.
Læs også: Tv-ørne svarer igen: Lægger nye æg efter tyveri
Søndag formiddag søsatte hun derfor gruppen 'Lolland-Falster Lovestorm' på Facebook, og her halvandet døgn senere har tæt på 11.000 danskere meldt sig ind.
De lokale vil med udgangspunkt i Facebook-gruppen vise resten af Danmark, at der er mange gode oplevelser at hente på Sydhavsøerne.
Det vil de gøre ved at poste naturskønne billeder og positive anekdoter fra tilværelsen i landsdelen.
Hos TV2 er man glad for, at 'På røven i Nakskov' formår at skabe debat, allerede inden det første afsnit er blevet vist.
- Programmerne er ikke et portræt af Nakskov eller Lolland, men af nogen af de socialt udsatte mennesker, der bor der, siger Mikkel Dyrting, der er redaktør på dokumentarserien.
- Jeg håber, programmerne kan føre til en diskussion om, hvorvidt det Danmark vi har, også er det Danmark, vi har brug for, tilføjer han.
Følg Dagens.dk for flere lignende artikler: