"Det er en stor sorg jeg må skrive dette. Betina er sovet stille ind i eftermiddags, efter en pludselig forværing i hendes tilstand. Jeg ved at jeres opbakning betød meget for hende. I gjorde en forskel. Alle der vil mindes Betina bedes tænde et lys i vinduet i aften. Hvil i fred, kære Betina".
Beskeden er skrevet onsdag aften på Facebook-gruppen "Vi vil have Betina Kristiansen rask igen", som er en støtteforening bestående af venner og familie, der lige til det sidste håbede på, at deres kære Betina ville overleve brystkræften.
Siden da er det strømmet ind med smukke ord og utallige billeder med mørke vinduer besat med levende lys.
Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med
"Vi vil have Betina Kristiansen rask igen" er historien om en grønlandsk kvinde, der var nødt til at tage afsked med sin mand og tre-årige datter - alt for tidligt.
Inden 36-årige Betina udåndede på Bispebjerg Hospital for to dage siden, havde hun kæmpet en lang kamp.
Ikke kun mod kræften, men også mod et passivt og uforberedt sygehusvæsen.
Det skriver den grønlandske avis sermitsiaq.ag, som flere gange nåede at interviewe Betina Kristiansen.
Da livet blev hårdt
Historien starter en forårsdag i 2011 i Ilulissat i det vestlige Grønland, hvor Betina og hendes mand Bendt nyder tilværelsen som nybagte forældre.
Men denne dag får Betina konstateret kræft i sit ene bryst.
LÆS OGSÅ: Henrik skal dø af kræft: Læs ægtepars rørende fortælling
- Min datter var et halvt år, og jeg ammede hende stadig. Brystet skulle opereres væk i Nuuk, undersøges og herefter fik jeg tilbudt et behandlingsforløb med kemo, stråler og hormonpiller, fortæller Betina Kristiansen, som under dele af behandlingen var adskilt fra sinfamilie i ugevis, til sermitsiaq.ag.
Kemobehandlingen foregik i Nuuk, mens strålebehandlingen fandt sted i Danmark.
I december 2011 afsluttede hun behandlingen og gik i gang med en femårig hormonpille-kur. Beskeden fra lægerne lød, at hun var rask.
Overladt til sig selv
Derefter blev Betina overladt til sig selv.
- Jeg bestilte selv den første tid. Og ved kontrollerne blev jeg altid mødt af en ny læge, som ikke havde specialer i kræftsygdomme. Der blev følt på området, hvor brystet var fjernet, og jeg blev spurgt, hvordan jeg havde det. Og ofte fik jeg følelsen af, at lægen ikke var forberedt, og at jeg indirekte blev spurgt: “hvad laver du her?”. Jeg følte mig overflødig, og til sidst gad jeg ikke bestille tid til mine kontroller længere. Det måtte de selv finde ud af. Jeg var aldrig rigtig tryg ved, at jeg ikke fik noget ordentlig kontrol, i form af en scanning mv, siger Betina til sermitsiag.ag.
Pludselig i janaur 2013 får Betina det dårligt og tager kontakt med sin læge. Hun fortæller, at hun er meget træt.
LÆS OGSÅ: Dreng født 15 uger for tidligt - se hans første år her
- “Du er bare øm, sådan har jeg det også engang imellem” eller “Det må være dit arvæv” eller “Det må være forbrændingen fra strålerne”. Smerterne var så slemme, at smertestillende ikke kunne tage dem, siger Betina Kristiansen, der først i starten af juni 2013 bliver sendt fra Ilulissat til hospitalet i Nuuk.
Den uønskede besked
I Nuuk tager lægerne Betinas smerter alvorligt. Og inden længe kommer den besked, som ingen vil høre.
- Endelig blev jeg hørt! Der blev jeg blev scannet og skulle til lægesamtale dagen efter. Det viste sig, at min brystkræft havde spredt sig til mine lunger og lever. Min verden blev i disse sekunder meget lille", siger hun og uddyber:
"Jeg fik et brev om behandlingen, hvor i der stod: "De har netop afsluttet en række undersøgelser, der har vist, at De har fået tilbagefald af brystkræftsygdommen. Vi vil derfor foreslå Dem behandling med kemoterapi i form af Xeloda, hvorved sygdommen kan holdes i ro, eller bringes til at forsvinde for en periode”. Herefter var der information om bivirkninger mm."
Det kunne være gået anderledes
Forløbet fik Betina til at undre sig alvorligt over den behandling, hun fik. Hvorfor skulle der gå så lang tid, inden hun blev hørt eller undersøgt?
- Hvis jeg havde fået den scanning i tide, ville kræften nok ikke have spredt sig til min lever også? Jeg kunne måske have undgået smerterne? Jeg kan tænke positivt langt de fleste dage, men jeg har også dage hvor tvivlen og angsten kan komme og fylde kroppen med panik. Tro mig når jeg siger, at du ved ikke hvad ægte panik er, før du har prøvet det, siger hun til sermitsiaq.ag.
Listen over de ting, sundhedsvæsenet kunne have gjort anderledes, er lang, hvis man spørger Betina.
LÆS OGSÅ: Fotograf foreviger afdøde kones kræftkamp
Derfor skrev Betina midt i sin svære tid et åbent brev til politikere og sundhedspersonalet i Grønland.
"Dette er både en klage, et nødråb og mit forsøg på at gøre en forskel for andre der kommer i samme situation. Jeg hedder Betina Kristiansen, jeg bor i Ilulissat sammen med min familie".
Med disse ord begyndte Betina sin henvendelse til de ansvarlige i Grønland.
Et kort efterspil
Selvom det grønlandske sundhedsvæsen meddelte, at de ikke kunne redde Betina, efter kræften havde spredt sig, gav hun ikke op.
Omgivet og støttet af sin familie tog Betina kontakt til Universitetshospitalet i Frankfurt for at få en ny og utraditionel behandling.
Den 16. oktober i år oprettede personerne, venner og familie, bag Facebook-gruppen "Vi vil have Betina rask igen" en landsdækkende indsamling. På kort tid meldte 1200 støttere sig til gruppen. Alle sammen ønskede at donere penge til Betinas tiltrængte behandling.
Men sådan kom det ikke til at gå.
Betina døde inden hun nåede at starte behandlingen i Frankfurt.
De indsamlede penge kommer i stedet til at dække omkostningerne for, at Betina kan komme hjem til sit elskede Ilulissat, hvor hun er født og har boet hele livet.
