Dronning Margrethe får 79 millioner kroner i apanage næste år - det er 6,7 millioner kroner mere end i år, og hendes familie, der får årpenge fra staten, stiger tilsammen med to millioner kroner til i alt 26,8 millioner kroner.
Dermed er de kongelige på finansloven med i alt 105,8 millioner kroner i 2015 næste år, erfarer Ritzau.
Kronprins Frederik får 19,5 millioner kroner, og heraf skal han give kronprinsesse Mary 1,9 millioner kroner. Prins Joachim får 3,4 millioner kroner, hans tidligere hustru, grevinde Alexandra får 2,3 millioner kroner, mens grev Ingolf får 1,3 millioner kroner.
Stigningen i udgifterne til Kongehuset forklares med, at Kongehuset har fået for lidt i apanage og årpenge.
Det er ikke fordi de kongelige skal stige i løn, men reguleringen på finansloven har hidtil ligget under den faktiske pris- og lønudvikling. Det har medført en voksende forskel mellem bevilling og regnskabsførte udgifter.
De kongelige skal ifølge loven om deres årpenge stige i takt med Danmarks Statistiks lønindeks for statsansatte.
/ritzau/