Ny undersøgelse: Hver anden dansker ved ikke, hvad det gule lys betyder

Nils Würtzenfeld

376 uger siden

|

31/10/2017
Indland
Hvad gør du, når lyset skifter til gult for næsen af dig? Foto: Polfoto
Hvad gør du, når lyset skifter til gult for næsen af dig? Foto: Polfoto
Hvornår må man egentlig køre over for gult lys? Dette spørgsmål kan hver anden dansker ikke svare på.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Du kører i din bil og skal til at passerer et lyskryds, da trafiksignalet pludselig skifter til gult lys. Hvad gør du?

Dette spørgsmål har danskerne vist sig at være meget splittede omkring, da halvdelen af os ikke ved, hvornår det er lovligt at køre over for gult. 

Det viser resultatet af en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget på vegne af Gjensidige Forsikring.

I undersøgelsen svarer flere, at man godt må køre over for gult, hvis man ikke kan nå over inden det skifter til rødt, mens andre gætter på, at man aldrig må køre over for gult

Men selvom mange mennesker er af den holdning, at gult lys betyder, at man bør sætte farten op, så man kan nå med over, så betyder gult lys – ligesom rødt - altid at man skal stoppe.

Ifølge bekendtgørelse om vejafmærkning er det nemlig kun tilladt at køre over for gult, hvis det skaber en farlig situation, at man bremser.

Og den manglende enighed om reglerne for gult lys skaber bekymring hos Henrik Sagild, der er skadedirektør i Gjensidige Forsikring. Han mener nemlig, at det er dybt problematisk, at der er manglende enighed om færdselsloven.

- Vi ser desværre en del skader på både biler og personer, som skyldes trafikulykker i lyskryds. Derfor er det et problem, at der ikke er bred enighed om, hvordan man skal reagere, når lyset er gult. Det går hurtigt i trafikken, og der er ikke plads til, at vi tolker reglerne på forskellige måder, udtaler han i en pressemeddelelse i forbindelse med resultatet.

Ifølge undersøgelsen tror hver tredje adspurgte, at man aldrig må køre over for gult lys, men ifølge Henrik Sagild kan denne ellers sikre opfattelse faktisk skabe lige så farlige situationer, som hvis man var kørt over for gult.

- Mange af de skader, vi ser, kommer fra såkaldte indhentningsulykker. Det vil sige situationer, hvor en eller flere trafikanter kører op bagi en forankørende bil, der bremser op. Derfor er det vigtigt, at reglerne bliver overholdt, og alle følger de samme regler, forklarer skadedirektøren, der understreger, at det generelle problem opstår, når bilister vælger at køre over for gult lys, selvom de burde have bremset.

- Det er et problem for alle i trafikken, både bilister, cyklister og fodgængere, når reglerne ikke bliver overholdt, og det kan være udtryk for en egoistisk kørestil, hvis man ikke stopper, når man skal. Det kan nemlig give farlige situationer og gøre det svært for andre trafikanter at komme ud af lyskrydset i tide, hvis eksempelvis modkørende ikke holder tilbage, når de skal, forklarer Henrik Sagild.

Ifølge undersøgelsen svarede de adspurgte således:

Hvornår må man køre over for gult i bil?     

Kun hvis jeg kan nå over inden det skifter til rødt - 10 procent
Hvis jeg når ind i lyskrydset, mens det er gult - 30 procent
Hvis det skaber en farlig situation, hvis jeg bremser - 51 procent
Hvis der er få eller ingen trafikanter i krydset - 1 procent
Man må aldrig køre over for gult - 30 procent

Læs også: Politiker fra Alternativet vil have danskerne til at droppe juletræet: ’Det forurener naturen’