For børnenes skyld bør far og mor sørge for i god tid at få klarlagt, hvad der skal ske i sommerferien, lyder rådet fra flere sider.
En undersøgelse med over 1.000 deltagere foretaget af Danmarks største netværkssite for skilsmisse- og singleforældre viser, at hele 19 procent forventer, at der bliver problemer/konflikter/udfordringer mellem parterne, når årets sommerferie med skilsmissefamiliens børn skal planlægges.
- I disse uger kæmper mange singleforældre med at få styr på regnestykket omkring sommerferien, fordi mange arbejdspladser er i gang med at planlægge bemandingen i næste halve år og dermed også i sommerferieperioden, fortæller medstifter af singleforældrenes netværk singleplus.dk, Anders Dahl Pape, som følger med i de bekymrede spørgsmål om sommerferie og samvær, som brugerne på sitet diskuterer med hinanden for tiden.
Et rammende eksempel er en singlemor, som i sidens debatforum skriver:
- Det er tid, hvor min arbejdsplads skal have ferieønsker for i år. Helst igår. Jeg har ikke fordelt ferie med ex'en endnu, mens et andet anonymt medlem sætter ord på de samarbejdsproblemer, der kan opstå om ferieplanlægningen efter et brud:
- At mødes og lave noget sammen virker nok ikke for os lige nu, men hvem ved om det er nemmere til sommer. Det er meget tidligt at tage stilling til ferie synes jeg.
En tidligere undersøgelse blandt medlemmerne på singleplus.dk viser, at 27 procent af singleforældrene planlægger sommerferien før jul eller i årets to første måneder. Omkring 38 procent får først styr på sommerferien i løbet af foråret eller i ugerne op til ferien.
Men for børnenes skyld bør man prioritere sommerferieplanerne så tidligt som muligt, pointerer skilsmisseekspert og coach Mette Haulund fra skilsmisseraad.dk:
- Det er altid gavnligt at have nogle klare aftaler og retningslinjer for, hvordan ferierne deles, så det ikke er nødvendigt at aftale og planlægge fra gang til gang. Når der ligger klare aftaler, så ved børnene i god tid, hvordan ferien skal foregå, og det er med til at gøre deres dagligdag så god og tryg som mulig. Samtidig undgår børnene unødige bekymringer, om I som forældre kan blive enige om en aftale, eller om der ligger en latent risiko for konflikt, pointerer Mette Haulund.