Hundredevis af hunde bliver forgiftet i julen

Ninna Andreasen

9 år siden

|

07/12/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mindst 200 hunde kommer til at lide af forgiftning i de kommende dage.

Det viser tal fra Agria Dyreforsikring, som oplyser, at det især er mørk chokolade, der er synderen. Den er nemlig yderst giftig for de firbenede.

Forsikringsselskabet har lavet en sammenligning af tallene over forgiftninger fra 2010 til 2014. Ifølge selskabet er tendensen klar. Hvert år i december rammes langt flere hunde af forgiftning - cirka dobbelt så mange. Årsagen er de mange julegodter, som dufter godt for en hundesnude og kan snuppes fra julebuffeten, sofabordet eller juletræet.

- Du skal særligt være opmærksom, når det kommer til mørk chokolade, der kan bringe din hund i livsfare. Sammen med et højt kakaoindhold følger stoffet theobromin, der er meget giftigt for hunde, fortæller Lotta Möller, dyrlæge hos Agria Dyreforsikring.

En hund på 10 kilo kan spise op til 40 gram mørk chokolade uden, at det får alvorlige konsekvenser. For lys chokolade er grænsen på omkring 100 gram.

Pas på flæskesteg, surdej og nødder
Det er ikke kun chokoladen, der er farlige for vores logrende venner. Også fede og salte juleskinker og flæskestege kan være farlige. De kan give hunden dårlig mave og i værste fald betændelse i bugspytkirten.

Brød af surdej indeholder alkohol. Det kan give hunden alkoholforgiftning, mens nødder kan volde problemer, fordi hundens mave ikke kan nedbryde dem.

Læs også: Hunde og katte får også kræft - her er 10 symptomer, som du ikke må overse 

Symptomer på forgiftning er intens og akut opkast eller diarré. Symptomerne opstår inden for fire til 24 timer efter indtagelse og viser sig ved opkastning, mavesmerter, øget tørst, inkontinens, rysteture og savlen.

- En hund der pludselig ikke udviser sin sædvanlige lyst til at spise og drikke, bør man være opmærksom på. Generelt er det vigtigt at gå til dyrlæge, hvis man er i tvivl om hundens velbefindende, men det er specielt vigtigt, hvis hunden er ung, da dens unge mave kan tåle mindre, råder Lotta Möller.

Følg Dagens Dyreriget for flere lignende artikler: