Hr. og fru Danmark hedder Anne og Peter og er 40

Skrevet af admin

23/06/2014

Dagens topnyheder

Den helt almindelige dansker findes ikke. Vi stikker alle ud fra normalen på den ene eller anden måde, hvad enten det gælder alder, indkomst eller uddannelse.

Men Danmarks Statistik har med udgangspunkt i sine indsamlede data alligevel gjort sig den ulejlighed at tegne et billede af den helt gennemsnitlige dansker, som han eller hun ser ud i 2014.

Det viser, at hr. og fru Danmark hedder Anne og Peter Jensen og er henholdsvis 40,0 år og 41,8 år gamle. De bor som 59 procent af befolkningen i ejerbolig.

Parret har i gennemsnit 1,67 børn, og hvis de blev navngivet sidste år, ville pigen sandsynligvis i dag hedde Sofia, mens drengen nok ville have fået navnet William, hvis forældrene altså havde valgt de mest populære navne det år.

Derhjemme ser de hver dag tre timer og otte sekunders fjernsyn, hvis ikke de læser en af de seks bøger, som de årligt låner på biblioteket.

Anne og Peter var sidste år 2,3 gange i biografen, og de så formentlig "Kvinden i buret", som var den mest sete danske film eller "Hobbitten: Dragen Smaugs Ødemark", som var den mest populære udenlandske film.

Hvis deres ægteskab knager, skyldes det formentlig, at de fleste skilsmisser finder sted, mens man er mellem 40 og 49 år.

Og uanset, om de bliver sammen eller ej, kan Peter forvente at dø, når han bliver 78 år gammel, mens Anne lever 3,9 år længere.

Portrættet af den gennemsnitlige dansker kan findes på Danmarks Statistiks hjemmeside, hvor man også kan downloade den 530 sider tykke Statistisk Årbog, der kortlægger danskernes liv og levned, og som udkom i 2014-udgaven mandag.

/ritzau/