"Vi støtter mangfoldighed og er imod enhver form for diskrimination" og "Vi er forbilleder døgnet rundt, året rundt – både på banen, i byrummet og på sociale medier” - sådan lyder to af de i alt 11 etiske retningslinjer, som de danske fodboldspillere skal efterleve.
De danske landsholdsspillere er den seneste tid blevet kritiseret for ikke at leve op til de etiske retningslinjer blandt andet af foreningen Everyday Sexism Project Danmark (ESPD), der mener, at herrelandsholdet er med til at skabe et bestemt sexistisk kvindesyn.
Kritikken er møntet på landsholdets slagsang, som de synger efter en sejr. Det skriver DR.
Da herrelandsholdet tilbage i november vandt 5-1 over Irland, delte DBU en video på deres twitter-profil. I videoen ses jubelscener fra omklædningsrummet, hvor herrerne synger den omstridte slagsang, som lyder:
- Hvem var det, der vandt i dag, det var dem fra Danmark af. Hey hey hey. Store patter.
Det er naturligvis ordene ‘store patter’, der har vagt opsigt og kritik.
I dag skal fodboldens Etiske Råd så tage stilling til videoen og derudfra vurdere, om det er i orden, at landsholdet råber store patter.
Det Etiske Råd kan alene komme med rådgivende udtalelser.
Ifølge DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul, kan det blive en vanskelig proces, hvis DBU beslutter at ændre slagordene. Ordene bliver nemlig råbt efter enhver sejr i alt lige fra serie fem til Superligaen.
Ifølge forpersonen for Everyday Sexism Project Danmark, Maria Vicky Lindbaum, er det vigtigt at det etiske råd nu åbner op for diskussionen, da der skal gøres op med sexisme i Danmark:
- Det er vigtigt at sætte gang i en diskussion om sexisme, og hvordan sprog kan være med til at forme vores opfattelse af kvinder. For at komme sexisme til livs er det også mænd, der skal få hænderne op af lommen og sige fra over for deres venner og omgangskreds, når de laver sexistiske jokes, siger hun til DR.
Du kan se sejrsvideoen fra omklædningsrummet her: