Direktør skifter job efter letbane-fiasko: Får 1,4 millioner i gyldent håndtryk

Emil Ryttergaard

372 uger siden

|

06/11/2017
Indland
Direktøren har haft 30 ansatte, men tjener alligevel mere end statsministeren. Foto: Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup/Polfoto
Direktøren har haft 30 ansatte, men tjener alligevel mere end statsministeren. Foto: Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup/Polfoto
Aarhus Letbane er efter fire år ikke klar til at køre med passagerer. Alligevel kan direktøren for Aarhus Letbane stikke et stort millionbeløb i lommen, når han til nytår skifter job.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Et fire år langt byggeprojekt. Forsinkelser på grund af tekniske vanskeligheder, og endelig en åbningsfest, der ikke blev til noget - fire dage før festen skulle afholdes. 

Efter et hav af pinligheder i forbindelse med åbningen, besluttede direktør Claus Rehfeld Moshøj for Aarhus Letbane at skifte job til årsskiftet. 

Men det bliver en dyr affære for Aarhus Letbane, da direktøren får 1,4 millioner kroner i fratrædelse, viser en aktindsigt i selskabet, skriver Finans.dk. 

Med sin godtgørelse tjener Claus Rehfeld Moshøj 2,1 millioner kroner med pension og tillæg.

Det gør direktøren til den næstbedst betalte chef i Aarhus Kommune, på trods af at Aarhus Letbane er et offentligt selskab med 30 ansatte.

Kun Aarhus kommunaldirektør, der er chef for 20.000 kommunale ansatte, tjener mere, og sammenligner man med andre statsansatte, bliver letbanedirektørens løn højere end statsministerens.

At man kan få sådan en gage som direktør i et offentligt selskab, vækker stor opsigt.

- Det er nærmest unikt, at man kan være chef for så få ansatte og alligevel tjene så godt. Direktøren for Aarhus Letbane er jo oppe i en liga, hvor meget få offentlige chefer befinder sig, siger Henning Jørgensen, der er professor på Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet til Finans.dk.

Men selvom at direktøren skifter til et nyt job i et andet offentligt ejet selskab, så mener han, at lønpakken er rimelig.

- Jeg blev ansat i en periode på fire år til at begynde med og vidste ikke, hvad jeg skulle på den anden side af kontrakten. Samtidig skulle jeg flytte min familie på tværs af landet og skulle finde et nyt sted at bo. Det skal man kompenseres for, siger Claus Rehfeld Moshøj til Finans.dk.

Aarhus Letbane skulle være åbnet lørdag den 23. september, men Trafikstyrelsen mente ikke, at letbanen overholdte de gældende sikkerhedsregler. Det er derfor stadigvæk uvist, hvornår at letbanen kan åbne officielt.

Monika købte fødselsdagskage til 300 kroner hos Lagkagehuset: 'Det var så pinligt'