Derfor siger din computer pludselig en høj lyd: IT-kriminelles nye udspekulerede trick

Nils Würtzenfeld

330 uger siden

|

24/08/2018
IT-svindlere har fundet på en ny metode til at lokke oplysninger ud af intetanende borgere.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Et viruslink sendt i en mail eller sms, et opkaldt fra fiktive Microsoft-medarbejdere, falske kvitteringer fra App Store eller fupmails der lover alt fra gratis billetter til Legoland eller en tur i biffen.

De IT-kriminelle finder hele tiden på nye og udspekulerede måder at narre personfølsomme oplysninger ud af uskyldige borgere, og senest er svindlerne kommet på et nyt og snedigt trick.

På sin Twitter-profil oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, at det seneste påfund er en høj lyd, der skal stresse og forvirre borgerne.

- Der er utallige udgaver af svindelnumre på internettet, hvor kriminelle forsøger at få adgang til borgernes personlige oplysninger, skriver politikredsen og fortsætter:

- Fremgangsmåden ændres hele tiden, og for nylig kontaktede en kvinde Midt- og Vestjyllands Politi med et nyt eksempel, hvor en høj lyd skal stresse borgerne til at afgive deres personlige oplysninger, lyder det på Twitter.

Kvinden havde for nylig siddet ved sin computer og søgt efter madopskrifter på nettet, da computeren pludselig begyndte at afspille en meget høj lyd. I bunden af skærmen dukkede en blå bjælke efterfølgende frem, som kvinden blev opfordret til at klikke på, hvis hun ville slukke for larmen. 

Da hun klikkede, dukkede der et nummer frem, som hun skulle ringe til for at få løst problemet. I den anden ende sad tilsyneladende en medarbejder fra Microsoft Support, der bad om en række oplysninger.

Derfor valgte kvinden at give adgang til sin computer samt en række personlige oplysninger. Først bagefter fik kvinden mistanke og kontaktede politiet blot for at erfare, at der selvfølgelig ikke havde været tale om en rigtig medarbejder fra Microsoft, men i stedet en udspekuleret IT-svindler.

- Vi opfordrer til, at man aldrig giver sine personlige oplysninger på internettet, hvis man ikke med sikkerhed kender modtageren, skriver politiet afslutningsvis på Twitter.