Dansk minister vil have unge i arbejde: Nu skal 13-årige kunne sælge burgere på McDonald’s

Emil Ryttergaard

378 uger siden

|

23/08/2017
Beskæftigelsesministeren mener, at loven om unges fritidsjob er utidssvarende og bør ændres, så unge kan sælge burgere og pølser.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

- Velkommen til McDonald’s, hvad kan jeg hjælpe med? 

Når kunder fremover kører i McDrive på vej hjem, så kan det være en væsentlig yngre mand eller kvinde, der står klar til at tage imod bestillingen. 

Det mener beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), der gerne vil lave reglerne om børn og unges fritidsjob om, skriver jv.dk.

- Reglerne er forældede og giver ikke ret meget mening i dag, for hvorfor skal der være forskel på at sælge en burger på McDonald's og stå i en bagerbutik? I bund og grund handler det om at give de unge mulighed for et fritidsjob og modernisere reglerne, siger Troels Lund Poulsen til avisen. 

I dag må unge på 13-14 år kun stå i bagerbutikker, kiosker eller hos grønthandlere, men ikke i fastfood-restauranter eller pølsevogne, hvor de unge skal være fyldt mindst 15 år.  

Troels Lund Poulsen understreger dog, at de unge kun må arbejde et begrænset antal timer og i et vist tidsrum, så de unges arbejdskraft ikke udnyttes af arbejdsgiverne. 

Men hos Horesta, der er hotel- og restaurationsbranchens fællesorganisation hilser man ministerens forslag til ændring af loven velkomment. 

- Det har vi kæmpet for i meget lang tid. Vi har ingen forestillinger om, at de helt unge skal løse et beskæftigelsesproblem, for de er jo beskyttede og begrænsede af andre regler. For os er det vigtige at kunne introducere de unge til vores brancher, så de måske senere får lyst til at tage en uddannelse og arbejde i hotel- og restaurationsbranchen, siger Kirsten Munch, politisk direktør i Horesta.

Til gengæld er fagforeningen 3F, der har mange medlemmer beskæftiget i restaurationsbranchen, ikke meget til overs for forslaget. 

Forhandlingssekretær i 3F, Bo Christensen frygter, at de unge bliver udsat for arbejdsmiljøer, der er alt for ‘stressende’ og hvor der forekommer ‘vold og trusler om vold’.

Troels Lund Poulsen vil fremlægge forslaget for Arbejdsmiljørådet med repræsentanter for både arbejdsgivere og arbejdstagere. Derefter håber ministeren at reglerne kan ændres med virkning fra 1. januar næste år, hvis parterne bakker op. 

Mand har haft bule på skulderen i to år: Da lægen lægger to snit, gemmer der sig en ubehagelig overraskelse under huden