Coop fjerner nu mikroovns-popcorn fra sine butikker, da forskere og myndigheder er bekymret for de fluorerede stoffer, der anvendes i emballagen.
Det oplyser detailgiganten, der står bag butikskæder som Fakta, Kvickly og SuperBrugsen, i en pressemeddelelse.
Senest har forskere fra Syddansk Universitet påvist en øget risiko for spontan abort blandt kvinder med højt fluorindhold i blodet. Coop gennemførte allerede sidste år en udfasning af alle fluorerede stoffer i egne varemærker.
Således er alt madpapir, muffinforme og bagepapir i Coops egne varemærker i dag fri for de skadelige fluorstoffer. Mikroovns-popcorn har dog vist sig at være en særlig udfordring.
- Vi har arbejdet intenst med vores leverandører for at finde alternativer til fluorstoffer i emballagen til mikroovns-popcorn, men hidtil desværre forgæves.
- Derfor har vi nu besluttet helt at stoppe salget af mikroovns-popcorn, indtil der kommer sikre alternativer på markedet, siger Malene Teller Blume, afdelingschef for kemi og nonfood i Coop, i pressemeddelelsen.
Børnefamilier med hang til varme, salte popcorn skal dog ikke gå forgæves i Coops butikker.
Alle butikkerne sælger popcorn, som kan poppes i gryde, og butikkerne vil også hurtigst muligt sælge færdigpoppede popcorn.
En af de forskere, der har indsigt i emnet, er Philippe Grandjean, professor i miljømedicin på Syddansk Universitet.
- Vores forskning tyder på, at EU’s grænseværdier er alt for høje, men det tager lang tid at få dem sænket. Derfor synes jeg, at Coops frivillige initiativ er fremragende, siger han i pressemeddelelsen.
Coop-koncernen har flere end 1200 butikker landet over.
/ritzau/