Brians besked til Nordisk Film spreder sig vildt: Hvorfor skal jeg betale 5 kroner i gebyr?

Emil Ryttergaard

378 uger siden

|

20/09/2017
Brian Kunle fra Aalborg har skrevet en underfundig besked til Nordisk Film Biografer, da han ikke kan forstå det ekstra gebyr på fem kroner for at reservere billetter til en forestilling.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hvis man gerne vil sikre sig en god plads i biografen til den nyeste Spiderman-film eller gyseren It, så kan man nemt og bekvemt reservere billetter i forvejen på nettet. 

Men når man reserverer billetter i forvejen, så bliver man pålagt et reservationsgebyr på en flad femmer, og det undrer 42-årige Brian Kunle fra Aalborg gevaldig. Derfor har han skrevet en muntert besked til Nordisk Film, der siden er gået viral på Facebook.

- Hej Nordisk Film. Tak for I tager gebyr ved bestilling på nettet. I dag lavede jeg et eksperiment. Jeg skulle have mad fra grillen og ringede og forudbestilte det!

- Til min store undren var der på bonen intet gebyr på min forudbestilling af mad, prøvede at insistere på, om jeg ikke måtte betale fem kroner ekstra i gebyr for deres indsats med både at løfte telefonen og skrive min ordre ned på papir, men det blev blankt afvist. Den gode kundeservice findes åbenbart stadig (også uden gebyr), skriver Brian Kunle på Nordisk Film Biografernes Facebook-side. 

I en kommentar til Dagens.dk siger Brian Kunle, at opslaget 'sådan set kun var for sjov', men at han undrede sig over gebyret, da en kammerat skulle i biffen forleden.

- Jeg har jo selv børn, og så tænker jeg jo også på dem, som måske ikke har så meget at gøre godt med, og som må spare sammen for at gå i biffen, siger Brian Kunle til Dagens.dk.

Brian brugte sin mad fra grillen som eksempel på, at der ikke behøver være gebyr, når man forudbestiller en vare. Foto: Brian Kunle/privat

Brian Kunles opslag har fået stor opmærksomhed fra andre brugere på Facebook, siden han skrev opslaget for tre dage siden.

Her har over 2.700 brugere reageret på opslaget, og har vidt forskellige holdninger til billetgebyret. 

- Hvis en femmer vælter dit budget så lad være med at gå i biffen din fattigrøv. Du er vel også en af dem der medbringer eget slik, og dermed gør det dyrere for alle os andre der gerne vil støtte biografen, når de er nødsaget til at hæve priserne for at undgå røde tal på bundlinjen, skriver Michael David Kristensen i en kommentar. 

- Ja, det er imponerende at man skal betale ekstra for at gøre arbejdet selv, skriver Thomas Laumann Pedersen. 

- Fem kroner er da ingenting. Hos DSB tager de 30 kroner for at reservere en siddeplads, lyder det fra Jesper Mejlvang.

Men det er ikke det eneste gebyr som biograferne, da der er andre måder at tjene ekstra penge på, hvilket Karsten Bayer Christiansen påpeger efter sit seneste biografbesøg: 

- Det koster jo også 10 kroner mere per stol, hvis man skal side i midtergangen, da det nu kaldes luksussæder. Så det kostede 270 kroner for mig og min femårige søn at komme ind og se Cars 3 i 3D i Herning.

Nordisk Film Biograferne fik aldrig svaret Brian Kunle, for at forklare, hvad billetgebyret går til. 

Dagens.dk har henvendt sig til Nordisk Film Biograferne for at få afklaret præcist, hvad gebyret dækker over. 

- I lighed med mange andre biografer har Nordisk Film Biografer gebyr i forbindelse med reservation og køb af billetter. Gebyret er klart oplyst over for vore kunder og går til at dække den convenience, som det er, at kunne reservere sæder samt til at dække de omkostninger, der er i forbindelse med at drive en online billettjeneste, lyder det i et svar fra Lars Jørgensen, der er direktør for Nordisk Film Biografer Danmark.

Læs selv hele Brian Kunles opslag på Facebook her: