Michael Dyrby fratræder sin stilling som nyhedsdirektør på TV2. Nyhedsdirektøren har opsagt sin stilling på grund af private forhold. Det oplyser TV2 tirsdag på sin hjemmeside.
Dyrby orienterede TV2's direktør, Merete Eldrup, mandag, hvor de blev enige om, at det ikke kunne være anderledes. Dyrby har for nylig haft en kortvarig affære. Det er den, som har udløst hans opsigelse.
- Jeg har for nylig haft en kortvarig affære. I den anledning har jeg truffet nogle hensynsløse og forkerte beslutninger, der har sat mig i en sårbar position.
- Det kan man ikke som nyhedsdirektør. I forbindelse med affæren har der været udvekslet kompromitterende materiale. Det er beskyttet af lov om privatlivets fred, men kan udnyttes.
- Jeg har ikke været udsat for afpresning, men materialets tilstedeværelse er nok.
- Det er nødvendigt, at en nyhedsdirektør både internt og eksternt bliver respekteret og opfattet som en leder, der træffer velovervejede og rigtige beslutninger. Derfor er det mit valg, at jeg ikke længere skal være nyhedsdirektør på TV 2, siger Dyrby ifølge TV2.
/ritzau/