Hun bor i sin egen lejlighed i Helsingør og kan efterhånden ikke komme ud af sengen på egen hånd, skriver Helsingør Dagblad. Lige nu ligger hun med en urinvejsinfektion, og hendes dage går med at vente på, at familien eller hjemmehjælpen kigger forbi.
Else Jensen bliver beskrevet som syg og forvirret, og hun ønsker sig kun én ting - at komme på plejehjem. Men Helsingør Kommune har afvist alle hendes ansøgninger.
Hun har søgt flere gange og fik senest afslag i sidste uge, hvilket er hendes tredje afslag på to år. Ifølge Helsingør Kommune er Else Jensen for selvhjulpen til at komme på plejehjem.
Helsingør Dagblad skriver, at den 101-årige kvinde har sukkersyge og skal have insulin-indsprøjtninger hver dag. Derudover har hun slidgigt i knæ, ryg og hænder og får udelukkende flydende mad på grund af en udposning på spiserøret.
Hun er desuden for svag til at gå udenfor og ligger hjælpeløs hen mellem besøg i lejligheden. Else Jensen kan desuden ikke finde ud af at indstille sin elevationsseng.
- En besøgsven fra Røde Kors har trillet ture med min mor et par gange om måneden, men i sidste uge kunne hun ikke lukke ham ind, så han ringede til os. På den måde fandt vi ud af, hun ikke kunne komme ud af sengen, fortæller den ene af Else Jensens to sønner, John Steenfeldt Jensen, til Helsingør Dagblad.
101-årige Else Jensen siger selv til avisen, at alle er meget søde, men at den er gal med systemet, fordi hun ligger i sin seng uden at kunne noget. Hun håber, at nogen vil gøre noget.
Helsingør Kommune erkender overfor TV 2, at der er behov for at se på reglerne for, hvornår man kan godkendes til at få en plads på plejehjem.
Mette Lene Jensen (V), som er formand for Sundheds- og omsorgsudvalget i Helsingør Kommune, siger til TV 2, at der ikke ressourcer til at betale for det stigende antal af ældre borgere, som kommunen har.