Golden Retriever

webmaster

363 uger siden

|

10/01/2018
Retrieveren er en imødekommende og tillidsfuld hund, som er meget loyal over for sin familie. Golden Retriever er glad for børn, venlig mod andre hunde, glimrende selskabshund og jagthund.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Historien om den hunderace, som vi i dag kender som Golden Retriever, begyndte i Skotland i det nittende århundrede. Det var i løbet af denne tid, at adskellige medlemmer af den britiske landadel udviklede en perfekt jagthund og mange aristokrater fik hunderacer opkaldt efter sig. De oprindelige opdrættere krævede ikke kun praktiske dyr til jagt, men også smukke dyr, der kunne være trofaste, venlige familiehunde.

Lord Tweedmouth

Lord Tweedmouth boede på sin ejendom i Guisachan, nær Loch Ness, sydvest for Inverness i Skotland, i midten til slutningen af 1800-tallet. Han var en ivrig jæger og udviklede Guisachan til en stor landejendom. Guisachans beliggenhed i det skotske højland havde en direkte indflydelse på det program, som Lord Tweedmouth anvendte til at producere de egenskaber, han ønskede i en jagthund og familiehund.

I 1865 købte Lord Tweedmouth en gul retriever ved navn 'Nous' (Gælisk for Visdom) fra en skomager i Brighton, England. 'Nous' havde været den eneste gule hvalp i et uregistreret kuld af sorte Curly Coated Retrievere. Curly Coated Retrievers var udviklet fra en krydsning af en Newfoundlænder med en irsk Setter. 'Nous' var en fremragende svømmer og tilpassede sig særdeles godt til jagt på Guisachan. I 1868 blev 'Nous' parret med en Tweed Water Spaniel, Belle, hvilket producerede fire gule hvalpe med navnene Ada, Primrose, Crocus og Cowslip.

Tweed Water Spaniels er nu en uddød hunderace, som krediteres for at bidrage til den moderne Golden Retrievers temperament, intelligens og utroligt skarpe evne til at hente nedskudt vildt både på land og i søer og vandløb.

Crocus blev givet til Edward Majoribanks, og Ada blev givet til Jarlen af Illchester, Lord Tweedmouths nevø. Ada startede Illchester-racen af Melbury Golden Retrievers. Lord Tweedmouth beholdte selv Cowslip og Primrose og fortsatte sin metodiske udvikling af racen fra 1868 til 1889. 

Golden Retriever bliver anerkendt

Kennelklubben i England anerkendte officielt Golden Retriever som en særskilt race i 1911. På det tidspunkt blev de klassificeret som "Retriever - Gul eller Golden." I 1920 blev navnet officielt ændret til Golden Retriever.

Den amerikanske Kennel Club anerkendte racen i 1932 og nu er Golden Retriever den anden mest populære race i USA. 

I 1956-57 blev de første Golden Retrievere importeret til Danmark, og det første kuld blev født i landet i 1958. I 1966 blev der stambogsført 524 hunde og i dag registreres der ca. ca. 1100 -1300 hvalpe om året.

I dag er Golden Retrieveren verdens mest populære hund og Danmarks fjerde mest populære hund. Den menes at have fået sit navn, fordi den er så god til apportere eller hente vildt. ”Retrieve” betyder hente, genfinde eller redde på engelsk. 

Golden Retrieveren er en jagthund og en familiehund og en af de mest anvendte hunderacer som førerhunde. Hunderacen anvendes også som som servicehund, et begreb vi har kendt til i Danmark siden 1990'erne, hvilket vil sige en hund, der hjælper mennesker med et bevægelseshandicap med praktiske ting som for eksempel at tænde lys, at trække en kørestol eller at stimulere et barn, der skal opmuntres til genoptræning. Golden Retriever er også en god hørehund, der alarmerer og signalerer til døve eller svagt hørende og den har gode evner som sporhund og narkohund.

Én funktion, som Golden Retrieveren ikke egner sig til, er at være vagthund; Den er simpelthen alt for venlig og imødekommende overfor fremmede.

Racen tilhører gruppen af retrievere, deriblandt også Flatcoated, Curlycoated, Chesapeake bay, Nova Scotia Duck Tolling og Labrador retrieveren.  

Golden Retrievere elsker at spise, og de bliver hurtigt overvægtige, hvis de overfodres. Begræns godbidderne, udmål hundens måltider og giv den regelmæssige måltider i stedet for at holde hundeskålen fyldt helt tiden.

Karakteristika for Golden Retrievere

  • Golden Retriever er verdens mest populære hund.
  • Golden Retrievere er familiehunde. De bør leve indendørs med deres mennesker, og bør ikke tilbringe timevis alene i baghaven.
  • Golden Retrievere er nemme at træne og de er meget intelligente. 
  • Golden Retrieveren er en jagthund, der specielt er god til at apportere.
  • Golden Retrievere er aktive hunde, der har brug for 40-60 minutters hård træning hver dag. 
  • Golden Retrievere gøer mindre end andre hunde.
  • Golden Retrievere er meget venlige overfor fremmede mennesker og andre hunde. 
  • Golden Retrieveren er en af de mest anvendte hunderacer som førerhunde.
  • Golden Retriveren er en meget børnevenlig hund.
  • Golden Retrievere er blide og trofaste.
  • Den gennemsnitlige levealder for en Golden Retriever er 12 år.

Fakta om Golden Retrieveren

Oprindelse:  Den kom oprindeligt fra Skotland, hvor den blev opdrættet af den skotske landadel.

Højde:  En han bliver normalt mellem 56 og 61 cm høj, og en tæve bliver almindeligvis fra 51 til 56 cm.  Golden Retrievere når almindelig vis deres fulde højde, når de er omkring 1 år gamle.                 

Vægt:   Normalvægten for en han er mellem 29 og 34 kilo, og en tæve skal normalt veje mellem 24 og 29 kg. Hundene når deres fulde vægt omkring 2-års alderen.

Farver:  Golden Retrievere findes i alle gyldne nuancer, fra lys til mørk gylden og næsten rødgylden. 

Andre navne:  Golden Retrievere kaldes også blot ”Goldens”.

Type:  Golden Retriever er en jagthund og hører under FCI-gruppen for "Apporterende jagthunde" (Gruppe 8).  

Læs også om racerne: Cocker spaniel og Pomeranian her

Golden Retriever – Dens Mentalitet og Temperament

En Golden Retriever er af natur venlig, imødekommende og trofast. Den er med sit hengivne væsen den perfekte familiehund. Den er enorm kærlig og  knytter stærke bånd til sine ejere og til resten af familiens medlemmer. Den er normalt ikke til nogen gene for naboer, da den gøer en hel del mindre end andre hunde.

Golden Retrieveren elsker børn og kan blive dine børns bedste ven. Vær dog opmærksom på, at den også elsker at lege og ved et uheld kan den med sin størrelse vælte mindre børn.

Golden Retriver Hvalpens Opdragelse og Pleje

Mad: I Danmark er en en Golden Retriever-hvalp normalt 8 uger gammel, når den forlader opdrætteren og kommer ud til sin nye ejer. På dette tidspunkt kan den klare sig helt uden modermælk. Den har brug for hvalpefoder op til 1 1/2 års alderen.  Indtil den er mindst 6 mdr. gammel er det en god ide at dele dens daglige kvote op i tre måltider;  morgen, middag og aften, da den så bedre kan fordøje maden og optage vitaminer og mineraler. Husk vand. Det kan være en god ide at komme lidt vand i tørfoderet. Når hvalpen er er ca, 6 måneder gammel kan den daglige kvote gives i to måltider morgen og aften. På et tidspunkt efter  hvalpens første år og  1 1/2 års alderen kan den gradvis vænnes til voksen foder.

Motion: Som tidligere nævnt er Golden Retrieveren en aktiv hund, der har brug for meget motion hver dag, gerne 40 minutter til en time. Hunden trives med lydighedstræning, smidighedstræning og andre hundeaktiviteter, hvilket er en fantastisk måde at give din hund fysisk og mental træning på. Hvis du selv jogger hver dag, så er det en god måde at give din hund motion på.

Pelspleje: Golden Retrievers fælder meget, især forår og efterår, og derfor er det en god ide med en daglig børstning, så nogle af de løse hår fjernes. Denne hunderace har en tæt, vandafvisende yderpels med en tyk underuld. Men man må dog se i øjnene, at hundehår er en del af hverdagen med en Golden Retriever – uanset den daglige børstning. Hundens store, tykke hængeører skaber et varmt miljø, hvor bakterier og svampe kan vokse i, og derfor bør du tjekke din hunds ører jævnligt for rødme eller andre tegn på infektioner.   

Specielle behov: Golden Retrieveren har et blødt og følsomt sind , derfor er det ikke nødvendigt at skælde ud. Det giver et meget bedre resultat at rose hvalpen, når den lystrer eller belønne og rose den, når den tisser udenfor – i stedet for inde. Den kan blive hurtigt renligt, hvis du tager den udenfor hver gang den har sovet, spist eller drukket – og roser den, når den har besørget.

Foto: Golden Retriever hvalp

Golden Retriever Foreninger og Andet

Dansk Retriever Klub (DRK) blev stiftet i 1959 og har nu ca. 4800 medlemmer i Danmark og udlandet.

DRK er en specialklub under Dansk Kennel Klub og er anerkendt af det internationale organ for racehunde - FCI. Den er Danmarks største specialhundeklub og er en meget aktiv klub, der tilbyder aktiviteter året rundt, såsom koldtvildts- og dummyprøver, certifikatudstillinger  og træningstilbud. Klubben har 11 regioner, som du kan læse mere om på deres hjemmeside: dansk-retriever-klub.dk

For at sikre dig, at du får en ægte Golden Retriever, så skal du købe en hvalp, der er avlet efter stambogsførte forældredyr og som selv er stambogsført. 

Dansk Kennel Klub har racespecifikke avlsrestriktioner på sundhedsområdet og har et offentligt register over sundhedsresultater, så seriøse opdrættere (og seriøse hvalpekøbere) kan tjecke hundens afstamning og sikre sig, at frekvensen af arvelige sygdomme er markant lavere en racens gennemsnit inden de anvendes til avl.

Siden 2013 skal nedenstående krav være opfyldt, for at få følgende påtegning på stamtavlen: ”Denne hund er avlet efter Dansk Retriever Klubs og DKK’s avlsanbefalinger”.

KRAV:

1. Begge forældredyr skal før parring have HD (hofteledsdysplasi) status A, B eller C registreret i DKK

2. Begge forældredyr skal før parring have AD (albueleds-dysplasi) status 0, 1 eller 2 registreret i DKK

3. Forældredyrene må ikke være registreret med samme øjensygdom hos DKK.

Du kan læse mere om disse krav her: goldenretriever.dk/index.php/avl-og-sundhed/hd