TV2-vært gravid: Venter mirakelbaby

admin

457 uger siden

|

17/02/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Efter at have fortalt åbenhjertigt om sin hormonforstyrrende sygdom PCO, som blandt andet gør det svært at blive gravid, står en strålende og struttende Cecilie Hother nu frem med et lille mirakel.

På sin blog, ceciliehother.dk, viser den folkekære TV2-vært sin spirende babybule frem og jubler over den forestående familieforøgelse.

- Det kan vist ikke rigtig skjules mere. Og det er dejligt, skriver den 37-årige tv-vært til indlægget, der har fået titlen: "1 + 1 = 3".

- Min shoppingliste har ændret indhold til barnevogn, bæresele, ammepude og meget meget mere.

- Jeg skal være mor, Thomas skal være far, og jeg glæder mig af hele mit hjerte!, jubler den tidligere Vild med dans-vinder på bloggen.

Over for Alt for damerne fortæller den vordende mor om mirakelbabyen, som bliver et lille kærlighedsbarn.

- Jeg havde jo fået at vide, at det sikkert ville kræve hjælp på grund af min PCO. Det første, jeg fik at vide, var, at det kunne blive svært for mig at få børn, hvis det da ikke blev helt umuligt. Det brugte jeg enormt lang tid på at tude over - det var et kæmpe knæk for min kvindelighed, for jeg havde altid set mig selv som mor på et tidspunkt, siger hun til Alt for damerne.

- Men vi besluttede at give naturen en chance på et halvt år og forventede derefter, at skulle gå i hormonbehandling og til sidst inseminering, og vi indstillede os på, at der ville gå et par år, før vi stod med en dejlig baby på armen, fortæller Hother til magasinet.

- Naturen ville noget andet, end lægerne havde forudset, og jeg er sindssygt glad for, at det er gået så let. Det er sgu et mirakel, jubler tv-værten over for Alt for damerne og fortæller, at hendes gynækolog også kalder undfangelsen for "et mirakel".

Cecilie Hother har de sidste par år dannet par med koncerndirektøren Thomas Gregers Honore, som hun mødte, da de begge cyklede til Paris for Team Rynkeby.

Læs hele blogindlægget her, og se billedet af Cecilie Hothers struttende mave her.

/ritzau/FOKUS