Han har i over 10 år provokeret, opdraget og højlydt beklaget sig på tv-skærme landet over.
Når 14-årige teenagere uden en tone i livet har stillet sig frem og ville gå til audition hos X Factor, så har han på brutalt vis peget mod døren og med hårde og utvetydige ord bedt dem om at holde op med at synge.
Thomas Blachman er en særlig karakter, når det kommer til X Factor, og efter 11 sæsoner af den populære konkurrence på DR, så har Thomas Blachman for første gang løftet sløret for sine fremtidsplaner, skriver DR.
For den 55-årige musiker skifter midlertidigt spor og bliver opfinder, hvor han har lavet en helt ny slags børnestol.
- Der er noget, der mangler, når man går fra en trip-trap-stol og over i en voksenstol. Det kom til mig, som alle idéer gør. Ud af en absolut nødvendighed, siger Blachman.
- De kan ikke sidde i en voksenstol, og vi kræver det af dem alt for tidligt. De kan ikke komme tilbage med numsen, deres ben flagrer, de ligger på ryggen. Folk sidder og råber og skriger, at børnene skal sidde ordentligt, men sandheden er, at de ikke kan sidde ordentligt, siger Thomas Blachman.
Thomas Blachman vil i stedet være opfinder og har designet en ny type børnestol. Foto: Scanpix
Derfor har han opfundet en særlig barnestol, der kommer på markedet om to til tre måneder, men hvad den præcist gør og hvad den hedder, vil Thomas Blachman endnu ikke afsløre.
Thomas Blachman vender dog også meget hurtigt tilbage på DR, men denne gang i en helt ny rolle, som ikke omhandler musik.
I april kan man følge Thomas Blachman i ’Blachman på skoleskemaet,’ hvor den kontante musiker skal undervise en 8.klasse i et selvopfundet fag, som han kalder ‘idefaget’.
Men rygterne om et comeback til X Factor svirrer stadigvæk, og et af rygterne går blandt andet på, at TV2 har tilbudt den 55-årige musiker otte millioner kroner for at genoptage sin plads i dommerpanelet, når konkurrencen rykker over på TV2.
Men det afviser Thomas Blachman:
- Jeg ved ikke, hvem der kommer med de rygter. Jeg hørte i Radio24syv, at jeg skulle få et fuldstændigt horribelt højt beløb for det. Det håber jeg ingen tager alvorligt, for det har intet med sandheden at gøre, siger han.
Læger advarer: Disse 5 symptomer på farlig sygdom må du ALDRIG ignorere