Lukas Graham sætter ny vanvittig rekord

admin

449 uger siden

|

11/04/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Lukas Grahams triumf tordner fortsat derudaf.

Det danske hitband indtager tredjepladsen på Billboards salgsliste med pladen "Blue Album", der ramte USA 1. april.

Det oplyser det anerkendte musikmagasin på sin hjemmeside på baggrund af fysisk og digitalt salg samt streaming.

Bandet, der har sangeren Lukas Forchhammer i spidsen, er kun overgået af mesterrapperen Kanye West og hans seneste plade, "The Life of Pablo", samt singer-songwriter Chris Stapleton og hans udgivelse "Traveller". Derved overgår Lukas Graham etablerede superstjerner som Adele, Justin Bieber og Rihanna på listen.

Tidligere er kun Aqua og Volbeat nået international succes, der kunne måles i Billboard-format, men med Lukas Grahams indtagelse som nummer tre på listen er det første gang nogensinde, at en dansk artist præsterer en placering i Top 5.

Lukas Grahams internationale succes tog fart, da bandet optrådte i Conan O'Briens talkshow i december, og siden er bookingerne strømmet ind.

Senest har gruppen sunget superhittet "7 Years" hos blandt andre de uhyre populære talkshows hos Ellen DeGeneres, Seth Meyers og Jimmy Fallon med efterfølgende international anerkendelse.

/ritzau/FOKUS