Inger Støjberg

Nils Würtzenfeld

362 uger siden

|

03/01/2018
Gossip
Inger Støjberg
Inger Støjberg. Foto: Polfoto/Jens Dresling
Inger Støjberg er en af landets mest omdiskuterede og kontroversielle politikere. Hun er født og opvokset nord for Skive og er i dag medlem af Folketinget for Venstre.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Inger Beinov Støjberg er født 16. marts 1973 i landsbyen Hjerk nord for Skive. I dag er hun udlændinge-, integrations- og boligminister og én af Danmarks mest omtalte politikere.

Inger Støjberg - barndom og opvækst

Den profilerede politiker voksede op på en gård i den midtjyske landsby Hjerk sammen med sin far, Mathias Støjberg, og mor, Gudrun Støjberg, samt to ældre søskende.

Hun er opkaldt efter sin farmor, som var en kærlig og markant person i Ingers opvækst, der var præget af solide jyske værdier, hvorfra der særlig blev lagt vægt på arbejdsomhed.

Inger Støjberg i 2010. Foto: Polfoto/Jens Dresling

Hjemmet var trygt og kærligt og barndommen var ubekymret, men det skulle hjælpes til fra en tidlig alder, når blandt andet dyrerne skulle passes.

Lommepenge var der heller ingen af, så derfor måtte den unge Inger påtage sig en masse fritidsbeskæftigelser for at tjene sine egne penge. Det gjorde hun blandt andet ved at passe børn, slå græs, hjælpe til i forsamlingshuse, ligesom hun senere arbejdede på et æggepakkeri og i den lokale fiskeindustri. 

Inger Støjberg skrev i I november 2004 en biografi om Sussi og Leo med titlen Toner i livet Foto: Polfoto/KHAN TARIQ MIKKEL

Når pligterne blev passer, var barndommen dog også præget af meget frihed, og det gjorde, at lille Inger Støjberg turde drømme om at blive enten astronaut eller politiker - selvom hendes mor dog foreslog, at hun skulle satse på at blive sygeplejerske eller frisør.

Faderen var meget aktiv i Venstre - en passion som datteren hurtigt tog til sig, da hun fulgte ham til Venstremøder og grundlovsmøder. Inger Støjberg har i den forbindelse selv forklaret, at hun ‘er resultatet af et manglende ungdomsoprør.’

Inger Støjberg - uddannelse

Efter folkskolen fulgte to år på Salling Efterskole, der var med til at forandre Ingers liv. Her opnåede den generte og stille pige en større selvtillid, ligesom hun fik modet til at bryde med hjemmets trygge rammer.

De to efterskoleår gjorde - ifølge hende selv - også den stille pige mindre beskeden, ligesom hun fik modet og lysten til at stikke næsen frem og sige, hvad hun mente. Nogen hun ellers var opdraget til ikke at gøre.

Inger Støjberg foran medierne på Christiansborg. Foto: Polfoto/Jens Dresling

Efterfølgende startede Inger Støjberg på Morsø Gymnasium, hvorfra hun blev student i 1993. Bagefter tog hun en etårig højere handelseksamen fra Viborg Handelsskole i 1995.

Allerede året før startede hendes politiske karriere, der hun i 1994 blev valgte ind i Viborg Amtsråd. Her sad hun frem til 2002 og var blandt andet næstformand for undervisnings- og kulturudvalget hele perioden samt medlem af teknik- og miljøudvalget fra 1998.

Inger Støjberg på Folketingets talerstol. Foto: Polfoto/Jens Dresling

I 1999 blev hun for første gang opstillet til Folketinget i Morsøkredsen, og samme år blev hun uddannet fra det nu nedlagte InformationsAkademiet, som var en kort, videregående kommunikationsuddannelse på Viborg Handelsskole.

I 2013 tog hun desuden en Master of Business Administration fra Aalborg Universitet.

Efter sin kommunikationsuddannelse fra Viborg Handelsskolesiden blev hun ansat som redaktør på Viborg Bladet fra 1999 til november 2001 og arbejdede desuden som freelancejournalist via sit eget kommunikationsfirma, Støjberg Kommunikation, i perioden januar 2000 – marts 2001.

Inger Støjberg - karrieren

Inger Støjberg har både været folketingskandidat i Morsøkredsen og Skivekredsen, men 20. november 2001 blev hun valgt som Folketingsmedlem for Venstre i Viborg Amtskreds frem til 13. november 2007, hvor hun blev hun valgt som Folketingsmedlem for Venstre i Vestjyllands Storkreds.

Hun fungerede som næstformand for Venstres folketingsgruppe fra 2005 - 2007 og havde flere ordførerposter, indtil hun blev udnævnt Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling fra 7. april 2009 til 23. februar 2010, og siden som Beskæftigelsesminister frem til 3. oktober 2011.

28. juni 2015 blev hun udnævnt til Udlændinge-, integrations- og boligminister, og fra 28. november 2016 og til i dag har Inger Støjberg fungeret som Udlændinge- og integrationsminister.

Inger Støjberg - privat

Inger Støjberg bor til daglig i Hadsund og har været single siden 2016.

I 2006 blev hun gift med journalist og særlig rådgiver for finansministeren, Jesper Beinov. Parret gik dog hver til sit i 2012 efter seks års ægteskab og fik ingen børn.

Inger Støjberg med sin tidligere mand Jesper Beinov. Foto: Polfoto/BROHUS ANDERS

I 2015 begyndte hun så at danne par med livvagten Claus Jakobsen, der både har arbejder som livvagt for kronprins Frederik og flere politikere. De to mødte derfor hinanden på gangene på Christiansborg, men i august 2016 forklarede Inger Støjberg selv, at forholdet var slut.

Med forholdets afslutning mistede Inger Støjberg også sine to bonusbørn, som c havde fra et tidligere forhold, og i et interview har hun fortalt, om hvordan det er at være reservemor.

- Det er nu gået op for mig, hvor berigende børn er. Det har jeg været længe om at indse. Claus’ børn på 8 og 12 år har en alder, hvor det er sjovt, og man kan lave rigtig mange ting. Det er jeg meget taknemmelig over, forklarede Inger Støjberg til BT i april 2015.

I dag er Inger Støjberg igen single og i et interview med Alt for Damerne, har hun forklaret, hvordan det er ikke selv at være blevet mor, og hvordan hun i stedet nyder naboernes børn.

Inger Støjberg sammen med BROHUS ANDERS. Foto: Polfoto/CHRISTENSEN KLAVS BO

– Det, jeg værner mest om, er mit privatliv. Jeg bor alene, så mit privatliv handler om min familie, mine naboer og mine andre venner. Mine naboer hjemme i Hadsund er nogle af mine allerbedste venner. Vi er altid sammen. Altid. Vi passer helt ufattelig godt sammen alle sammen, og deres børn er på en måde også mine børn, har Inger Støjberg forklaret til Alt for Damerne.

Samtidig understreger hun dog, at hun også er ked af, at hun ikke har fået børn.

- Jeg har det fint med at være single, for jeg har altid mennesker omkring mig, men det er helt klart et savn for mig, at jeg ikke har fået børn selv. Sådan er det bare blevet, siger hun.

Inger Støjberg - kontroverser

At Inger Støjberg er en politiker, der deler vandene, er ingen hemmelighed. Hendes kontante retorik og hårde kurs over for indvandrere har flere gange delt befolkningen.

Ikke desto mindre er Inger Støjberg flere gange blevet kåret til den mest populære minister i Lars Løkke Rasmussens regering på trods af en række kontroversielle sager.

Inger Støjberg samme med Lars Løkke. Foto: Polfoto/Jens Dresling

Udlændinge- og integrationsministeren gjorde sig blandt andet upopulær, da hun i slutningen af 2015 fremsatte forslag til den såkaldte ‘smykkelov’, der siden blev vedtaget i starten af 2016. En lov, der gav myndighederne mulighed for at beslaglægge værdier fra asylansøgere, som kommer til Danmark. 

Siden gjorde Inger Støjberg sig igen upopulær i marts 2017, da hun  fejrede regeringens udlændingestramning nummer 50 med en lagkage, som hun smilende viste frem på flere sociale medier, og i september 2017 var den gal igen, da Udlændinge- og integrationsministeren hyldede Jyllands-Postens Muhammed-tegninger på sin Facebook-profil.

Inger Støjberg med den famøse 'stramnings-kage'. Foto: Polfoto/Facebook

Hendes kontroversielle ytringer har ofte skabt ligeså kontroversielle modreaktioner på Inger Støjbergs politik såvel som hendes person. Det så man blandt andet, da smykkelovs-forslaget blev sammenlignet med 1930'erne og 1940'ernes Nazityskland, og Inger Støjberg flere steder blev tegnet som nazist.

Hun blev ligeledes hængt ud i januar 2016, da hendes ansigt på de sociale medier blev sammenlignet med en skinke, eller da et billede af hende figurerede på en tønder, der skulles slås af til et fastelavnsarrangement på Ørestad Friskole i februar 2016.

Inger Støjberg - helt privat

Inger Støjberg har aldrig lagt skjul på, at hun er cola-narkoman, og at ikke kan få nok af den populære læskedrik. Hun har tidligere indrømmet, at hun sagtens kan drikke over tre liter om dagen, men at hun sædvanligvis holder sig til Cola Zero.

Et andet blødt punkt er hendes golden retriever Molly. Faktisk er hunden den trejde i rækken af golden retriever-hunde, der har boet hos Udlændinge- og integrationsministeren, mens navnet Molly stammer helt tilbage fra barndommen, hvor familiens hunde også hed Molly.
Sidst men ikke mindst sætter Inger Støjberg stor pris på det fællesskab, hun har med sine naboer og deres børn.

Inger Støjberg

Inger Støjberg i 2017. Foto: Polfoto/Jens Dresling

– Politisk set afspejler mine naboer og jeg nærmest helt perfekt resten af Danmark. Folk stemmer på alt fra ­Alternativet til Dansk Folkeparti på vores vej, så vi taler aldrig politik. ­Aldrig. Men vi passer på hinanden. Vi tager på festival sammen, vi spiser julefrokost sammen – i ens ­juletrøjer ­inspireret af ‘Bridget Jones’-filmen – og vi ­spiser ­ofte sammen i hverdagen og ses i det hele taget rigtig meget, forklarer hun i et interview med Alt for Damerne.