Nu bliver dit dankort sikret med endnu en kode

admin

446 uger siden

|

03/05/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Du har købt tøj på nettet for 500 kroner og skal til at afslutte dit køb. Men inden, du kan få lov at betale, bliver du bedt om at indtaste en kode, der bliver sendt direkte til dig i en sms.

Sådan kommer internethandel ved beløb over 450 kroner til at se ud fra efteråret. Det fremgår af en aftale mellem Nets, der står for dankortsystemet, og Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH).

Det sker som et led i bekæmpelsen af svindel på nettet. Modellen er kendt i forvejen, forklarer Jeppe Juul-Andersen, der er vicedirektør i Nets.

- I slutningen af 2013 blev en tilsvarende løsning indført i forbindelse med betalinger på internationale kort. Siden er misbruget faldet med 70 procent, hvilket bekræfter, at en ekstra kode har en mærkbar effekt på misbruget, siger han i en pressemeddelelse.

Med ordningen vil der ikke ske ændringer, når der købes for mindre end 450 kroner. Det glæder Niels Ralund, der er administrerende direktør for FDIH, at bekvemmeligheden ved internethandel fastholdes ved de mindre køb.

- Den stigende svindel giver netbutikker stadig større tab, og det kræver øget sikkerhed på kortbetalingerne. FDIH har frygtet løsninger, der gør det så besværligt for kunderne, at de opgiver at købe.

- Dialogen med Nets giver os nu en løsning, der øger sikkerheden og sikrer nemme betalinger for kunderne, lyder det fra Ralund i pressemeddelelsen.

Der handles hvert år for mere end 60 milliarder kroner med dankort på nettet.

Aftalen kommer, efter Finanstilsynet har stillet krav om, at sikkerheden ved internethandel skal øges. Flere EU-lande har indført tilsvarende løsninger, da ordningen er en del af en fælles europæisk indsats.

Nets forventer, at ordningen bliver indført i efteråret.

/ritzau/