Lærers opråb: Afskaf skolebilleder for de fattige forældres skyld

Sol Stoffregen

423 uger siden

|

20/10/2016
Forbrug
Billedet har intet med historien at gøre. Foto: Per Rasmussen/Polfoto.
Billedet har intet med historien at gøre. Foto: Per Rasmussen/Polfoto.
Folkeskolelæreren mener, at de traditionsrige skolefotos ødelægger mere end de gavner.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er en dyr fornøjelse at have børn i skolealderen. Der skal købes skoletasker, penalhus, idrætsudstyr og betales til lejrskoler, fødselsdage og sociale arrangementer. Og det årlige besøg af en skolefotograf gør ikke udgifterne mindre.

De traditionsrige skolefotos med klassebilleder, portræter og de små byttebilleder gør livet surt og pungen tom for de ressourcesvage familier, mener folkeskolelæreren Bibi Gravers, der opfordrer til, at man dropper konceptet og i stedet lader læreren tage et klassebillede med sin mobil og dele billedet gratis. Det skriver Folkeskolen.dk.

Bibi Gravers, der arbejder på Hvidebækskolen i Kalundborg, har skrevet under på en underskriftindsamling mod skolefotos “Afskaf de årlige skolebilleder”, da hun ofte møder “fattige” forældre, der føler sig presset til at bestille dyre fotopakker for at deres børn ikke skal føle sig uden for fællesskabet i klassen.

- Det virker som om, de forældre, der har penge nok, sagtens kan sige: 'Nej tak - vi behøver ikke billeder', mens forældre med få ressourcer føler sig pressede til at give deres børn en af de større pakker, så børnene ikke føler sig uden for fællesskabet. Og jeg synes, vi skal spørge os selv, om en velfærdsinstitution som folkeskolen skal være med til at lægge det pres, siger Bibi Gravers, der synes, at det er oplagt, at læreren tager klassebilleder gratis. 

Især for forældre med flere børn kan det blive en dyr fornøjelse at sige ja tak til selv den mest skrabede pakke hos Dansk Skolefoto, standardpakke 1, som koster mellem 200-230 kroner og ikke indeholder de klassiske små byttebilleder.

Landsforeningen for Skole og Forældre giver Bibi Gravers ret i, at det er en dyr og betænkelig omgang at få taget skolefotos.

- Der er sådan et implicit pres i forhold til skolefotos, hvor forældrene tænker, at når det nu tilbydes, så skal vi have det. Også selvom man ikke har lyst eller penge til det. Og det er ikke rart at være den forældre, der siger til deres barn, at det har vi ikke råd til, siger formand for Landsforeningen Skole og Forældre, Mette With Hagesen.

Formanden efterlyser, at hver enkel skole tager stilling til skolefotos, som mange skoler blot tager som en selvfølge, fordi det er tradition. 

- Skolen skal som institution blande sig i, hvilke tilbud man vælger for eleverne og tage ansvaret væk fra forældrene, så det ikke er dem, der bliver nødt til at sige nej. Jeg ser hellere et tilbud, hvor man som udgangspunkt ikke skal føle sig forpligtet til at købe billederne, men at man kan skrive til skolen og 'melde sig til', hvis man gerne vil, siger Mette With Hagensen.

En basispakke hos Dansk Skolefoto koster 330-360 kroner, afhængig af om det skal være farvebillede eller sort-hvidbilleder.