Forsvarsspiller João Pereira fortsætter i Vejle Boldklub frem til sommeren 2014. Det er parterne blevet enige om.
Den 23-årige portugiser står noteret for 11 kampe for Vejle Boldklub, siden han kom til klubben i slutningen af august.
- Begge parter er enige om at forlænge aftalen, og vi er enige om at give den en skalle frem til sommer. João Pereira er en venstrebenet stopper, og det giver nye vinkler på vores opspil, når vi kan spille med en venstrebenet på den position. Samtidig er João Pereira faldet fantastisk ind i samarbejdet med Jonatan Neftali, og han er fleksibel og kan også dække venstre back, siger sportschef Mads Bro Hansen.
João Pereira er også glad for forlængelsen:
- Jeg er faldet godt til i Vejle Boldklub, der har vist sig som et rigtig godt valg. Jeg ser frem til også at spille i Vejle Boldklub i foråret. Det har været en fornøjelse at spille for klubbens fans, og jeg glæder mig til at fortsætte i VB, siger João Pereira.
Læs også: Fødselsdagssang
Læs også: Fodboldnyheder