Beskæftigelsesfradrag

webmaster

332 uger siden

|

07/08/2018
Business
Beskæftigelsesfradrag
Se om du er berettiget til beskæftigelsesfradrag.
Det kan være lidt svært at finde rundt i de forskellige fradrag, og her kan du bl.a. finde ud af, hvad forskellen er på beskæftigelsesfradrag og jobfradrag, og hvor mange penge det drejer sig om, så du ikke kommer til at snyde dig selv.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Fradrag er nok det de fleste går allermest op i, når det drejer sig om at betale skat, for det er jo ærgerligt at komme til at betale for meget.  

Alle med en AM-bidragspligtig løn og alle der har overskud i deres virksomhed, får automatisk et beskæftigelsesfradrag, så du behøver ikke at frygte at gå glip af det. 

Du skal med andre ord betale arbejdsmarkedsbidrag for at kunne opnå fradraget.

Såvel lønmodtagere som selvstændige erhvervsdrivende betaler AM-bidrag, og beløbet trækkes efter ATP og pensionsfradrag, men før den resterende skat.

Beskæftigelsesfradrag

Beskæftigelsesfradraget kom til i 2004.

Det blev lanceret i forbindelse med de skatteændringerne, der fandt sted samme år og som bl.a. havde det formål at flytte flere mennesker fra dagpengesystemet og tilbage på arbejdsmarkedet efter de heftige arbejdsløshedstal der var kendetegnet fra halvfemserne.

Antallet af ledige var ellers faldet stødt, men for at motivere yderligere kom beskæftigelsesfradraget til. Dengang lød det på 2,5 % eller max. 7.000 kr.

Der er fortsat et max. beløb for fradragets størrelse, men det har, som procenterne, rykket sig en hel del.

Beskæftigelsesfradragets satser

Beskæftigelsesfradraget er løbende steget, og stiger også fremadrettet, og i dag ligger det væsentligt over de oprindelige 7.000 kr. Det udregnes fortsat efter procenter, og for at få det fulde fradrag, skal du tjene et minimumsbeløb, der ligeledes rykker sig fra år til år.

I 2018 lyder fradraget på 9,50 %, og du kan højst få 34.300 i fradrag. For at kunne få hele beløbet i fradrag, skal du tjene mindst. 361.053 kr.

Men selvom fradraget stiger, betyder det ikke, at minimumsbeløbet for det fulde fradrag også automatisk gør det.

Her kan du både se, hvad det tidligere har ligget på, og hvad du skal regne med at kunne få i fremtiden.

Årstal Procent Højeste fradrag Min. beløb for fuldt fradrag  2016  8,30  28.000 kr.   337.349 kr.  2017  8,75  30.000 kr.  342.858 kr.  2018  9,50  34.300 kr.  361.053 kr.  2019  10,10  35.400 kr.  350.495 kr.  2020  10,50  36.700 kr.  349.524 kr.  2021  10,60  37.000 kr.  349.057 kr.  2022  10,65  37.000 kr.  351.174 kr.  2023  10,65  37.000 kr.  351.174 kr.  2024  10,65  37.000 kr.  351.174 kr.

Hvad er forskellen på beskæftigelsesfradrag og jobfradrag?

Fra 2018 får alle, der er berettiget til et beskæftigelsesfradrag, altså betaler am-bidrag af deres løn eller virksomhedsoverskud, mulighed for at opnå endnu et fradrag, hvis lønnen eller overskuddet overstiger 187.500 kr.

Det kaldes for jobfradraget, og det får du også automatisk, hvis du rammer den magiske grænse.

Det nye jobfradrag lyder på 2,50 % af den del af indkomsten, overstiger den såkaldte bundgrænse på 187.500 kr. 

Dette fradrag kan højst udgøre 1.400 kr. i 2018, og der vil i fremtiden også komme stigninger til på dette område også.

Jobfradraget forhøjes nemlig gradvist i 2019 og 2020.

I 2019 kommer til at udgøre 3,75 % og beløbet kan højst udgøre 1.800 kr.

I 2020 stiger det til 4,5 % og får et max. grundbeløb på 2.200 kr.

Er beskæftigelsesfradraget ens for alle?

Som udgangspunkt ja, hvis du opfylder betingelserne, men er du enlig forsørger og modtager du børnetilskud jævnfør børnetilskudsloven, kan du dog højest modtage 21.200 kr. i beskæftigelsesfradrag i 2018.

Udbetaling Danmark giver automatisk SKAT besked, hvis du går hen og bliver enlig forsørger, så du skal ikke selv foretage dig noget i denne sammenhæng. SKAT sender dig også automatisk en ny forskudsopgørelse.

Typer af indkomst der giver adgang til fradrag

Det er dog ikke kun almindelig løn og overskud af selvstændig virksomhed, som du betaler arbejdsmarkedsbidrag af. 

Du betaler også AM-bidrag af følgende typer af indkomst:

  • A-indkomst eksempelvis almindelig løn og løntilskud
  • Bestyrelseshonorarer
  • Honorarer
  • Gratialer
  • Ferietillæg - det som du får, hvis du har ret til ferie med løn i stedet for de almindelige feriepenge.
  • Feriepenge
  • Periodiske udgiftsgodtgørelser 
  • Fri kost og logi
  • Fri bil
  • Fri telefon samt andre former for personalegoder
  • Udenlandske indkomster

Modtager du derimod penge fra det offentlige, er betales der derimod ikke AM-bidrag af det, hvilket så også betyder, at du ikke kan få beskæftigelsesfradrag eller jobfradrag: 

Vil du vide mere om arbejdsmarkedsbidrag, kan du med fordel læse mere ved at følge dette link am-bidrag eller du kan gå ind på SKATs hjemmeside eller på borger.dk, der også rummer forklaringer på begrebet.